Hjælpemenu

Hovedmenu

Frankrig overtager formandskabet for EU

Frankrig overtager i dag den 1. juli formandskabet for EU fra Slovenien. Det nye formandskab skal bl.a. søge en afklaring på Lissabontraktatens videre skæbne.
Logo for det franske EU-formandskab
Logo for det franske EU-formandskab

Det franske formandskab vil bl.a. sætte fokus på klimaforandringer, energi, immigration og asyl samt forsvar. 

Baggrund

Formandskabet for Ministerrådet har stor betydning for tilrettelæggelsen af det arbejde, der udføres i Ministerrådet. Det land, som har formandskabet, har til opgave at tilrettelægge og lede Ministerrådets møder. Hvert land foretager sin egen prioritering af hvilke sager og områder, det vil fremme i løbet af formandskabsperioden.

Går forhandlingerne i hårdknude, eller opstår der andre problemer, er det også formandskabets opgave at forsøge at udarbejde løsningsforslag. Derfor er det vigtigt, at formandskabslandet ikke bruger formandskabsperioden til "at mele sin egen kage" i. Formandskabet skal udøves neutralt og upartisk, og ofte må formandskabslandet sætte sine egen interesser i baggrunden for at opnå enighed mellem landene.

At være formandskabsland indebærer også, at det pågældende land skal repræsentere EU udadtil i sager, der vedrører EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det betyder blandt andet, at det er formandskabslandet, der taler på EU's vegne i internationale sammenhænge, f.eks. ved møder og konferencer i internationale organisationer som FN og WTO. Formandskabet forhandler også i visse tilfælde aftaler på vegne af EU.

Enkelte af traktatgrundlagets bestemmelser pålægger formandskabet bestemte opgaver, men det er ikke defineret præcist, hvad det vil sige at have formandskabet. Praksis har haft stor betydning for definitionen af formandskabets rolle, ligesom forrretningsordenen for Rådet er med til at fastlægge, hvilke konkrete opgaver formandskabslandet har.

Formandskabets rækkefølge er besluttet af Ministerrådet.

Yderligere information