Hjælpemenu

Hovedmenu

Modtagere af direkte landbrugsstøtte i 2004

Kommissionens opgørelse på medlemslande, landbrugsbedrifter og beløbsstørrelser 

Europa-Kommissionen har, på baggrund af EU-landenes indberetninger, udarbejdet en rapport over de endelige modtager af direkte landbrugsstøtte i 2004 udbetalt under garantisektionen af den såkaldte Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).

Der er samlet blevet udbetalt direkte støtte for 28,2 mia. euro til næsten 4,9 mio. modtagere i de daværende 15 EU-lande. Af de samlede direkte betalinger på 29,8 mia. euro i 2004 er der således ca. 5,3 procent, der ikke kan fordeles på endelige modtagere.

Frankrig er det EU-land, der har modtaget mest i direkte støtte i 2004. Omkring 6,95 mia. euro blev fordelt på Frankrigs 423.560 modtagere, hvoraf den størtse gruppe modtog mellem 20.000 og 50.000 euro. En relativt stor gruppe, ca. 17 procent af de franske landmænd, modtog mellem 0 og 1.250 euro. 

For Danmarks vedkommende blev der udbetalt 800,3 mio. euro til ca. 54.000 modtagere. 74 procent af de danske bedrifter modtog mellem 2.000 og 50.000 euro. Beløbsmæssigt var de største udbetalinger i intervallet 20.000 til 50.000 euro. Der var dog 10 danske bedrifter, der modtog over 500.000 euro.

Et land som Portugal skiller sig ud, idet ikke mindre end 81 procent af de 224.750 modtagere "kun" modtog mellem 0 og 1.250 euro ud af det samlede udbetalte beløb på 443,3 mio. euro.

For EU som helhed modtog den største gruppe af landmænd (52 procent) mellem 0 og 1.250 euro.

Europa-Kommissionens opgørelse kan findes i de to rapporter nedenfor:

Rapport om fordelingen af den direkte støtte

Data over fordelingen af den direkte støtte

Yderligere information:

Europa-Kommissionens generaldirektorat for landbrug

Baggrund

Udbetalingerne følger af Rådets forordning (EF) nr. 1259/1999 af 17. maj 1999 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte, der efterfølgende er blevet erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003.

De direkte betalinger bliver udbetalt under den såkaldte CAP (Common Agricultural Policy), hvor de direkte betalinger i indkomståret 2004 udgjorde 29,8 mia. euro svarende til 67 procent af de samlede CAP-udgifter under garantisektion af EUGFL. Andre udgifter under EUGFL's garantisektion omfatter eksportstøtte, markedsstøtte og den markedsrelaterede landdistiktsudvikling.

Opgørelsen for 2004 dækker faktiske udbetalinger i perioden 16. oktober 2003 til 15. oktober 2004. Der er altså tale om en periode forud for gennemførelsen af landbrugsreformen fra 2003. Et hovedformål med landbrugsreformen fra 2003 var en såkaldt "afkobling" af den direkte støtte. Afkobling vil sige, at den direkte støtte gøres uafhængig af produktionen og udbetales pr. bedrift.