De grundlæggende frihedsrettigheder

Grundlæggende rettigheder som ”generelle retsprincipper” i EU

Da EU blev oprettet i 1950’erne, var menneskerettigheder og frihedsrettigheder ikke noget der blev behandlet i EU’s traktater. Det var først i 1970’erne der kom fokus på disse rettigheder, og dengang var det hovedsageligt EU-domstolen der begyndte at arbejde med disse som nogle særlige ”retsprincipper” i EU-retten. Først i 1990’erne blev rettighederne skrevet direkte ind i EU’s traktater.

Ideen om at forskellige grundlæggende rettigheder er en del af EU’s retsprincipper, er udviklet af EU-domstolen. En af de første sager hvor denne tankegang blev præsenteret var i en dom fra 1970 kaldet Internationale Handelsgesellschaft. Den tankegang der blev præsenteret her, gik ud på, at de fælles principper som fandtes i medlemslandenes forfatninger også var en del af EU’s fundamentale retsprincipper. Derfor kunne disse rettigheder også bruges ved EU-domstolen. Disse fælles principper blev på den måde til en slags uskreven ret i EU.

Denne tanke er senere blevet udviklet, så man i dag siger at både rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (som alle EU-landene er medlem af) og de fælles forfatningsretlige principper er generelle retsprincipper i EU. Dette princip er nu skrevet direkte ind i EU-traktaten.

EU-traktatens artikel 6, stk. 3

”De grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten. ”

I praksis betyder det, at hvis man kan påvise at en EU-regel eller en national implementering af en EU-regel er i strid med disse principper, vil reglen kunne underkendes af EU-domstolen.

Anti-diskrimination i EU

Det er et grundlæggende princip i EU-retten, at der ikke må ske diskrimination på baggrund af køn, race, nationalitet, etnisk oprindelse, religion, handikap, alder eller seksuel orientering. Dette forbud findes flere steder i EU’s traktater.

Diskriminationsforbuddet på baggrund af nationalitet findes i EUF-traktatens artikel 18. Her står der, at inden for EU-samarbejdets område er ”[…] al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.” Det betyder eksempelvis, at arbejdsgivere ikke må afslå en jobansøgning alene på grund af din nationalitet, eller at du på anden måde urimeligt må behandles ringere end andre statsborgere.

Den generelle diskriminationsregel findes i EUF-traktatens artikel 19. Her står der, at EU kan skabe lovgivning der hindrer diskrimination. Der findes desuden en særlig bestemmelse i EUF-traktatens artikel 157, som fokuserer specifikt på ligebehandlingen mellem mænd og kvinder. Disse bestemmelser har EU bl.a. brugt til at gennemføre ligebehandlingsdirektivet, som stiller en række krav til medlemslandes anti-diskriminationslovgivning, og ligestillingsdirektivet, som forbyder forskelsbehandling af mænd og kvinder på arbejdspladserne.

EU i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Forholdet mellem EU og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er lidt kompliceret. EU er på nuværende tidspunkt ikke medlem af konventionen. Der står dog i EU-traktaten, at EU skal tiltræde konventionen. Det er EU derfor i færd med at gøre. Når og hvis det sker, vil EU som en selvstændig enhed være bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU vil være forpligtet til at følge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser.

Som det er beskrevet ovenfor, anser EU dog allerede i dag de rettigheder der findes i menneskerettighedskonventionen som grundlæggende principper i EU. Rettighederne kan derfor allerede nu bruges ved EU-domstolen, og EU’s lovgivning skal derfor allerede i dag være i overensstemmelse med konventionen.

Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder

En særlig del af EU’s beskyttelse af menneske- og frihedsrettigheder findes i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dette charter indeholder en lang række grundlæggende rettigheder som EU skal overholde. Formålet med charteret er at synliggøre og sammenskrive nogle af de grundlæggende rettigheder der allerede eksisterer i forskellige juridiske dokumenter.

Charteret er delt op i seks overordnede kapitler efter den type rettighed som beskyttes. Disse seks kapitler handler om EU-borgeres:

• Værdighed
• Frihed
• Lighed
• Solidaritet
• Unionsborgerskab
• Retfærdighed

Charteret indeholder både de klassiske frihedsrettigheder som f.eks. retten til privatliv, ytringsfriheden og religionsfriheden, men det indeholder også nogle mere sociale og demokratiske rettigheder som bl.a. retten til rimelige arbejdsforhold og retten til aktindsigt.

Charteret er specielt rettet mod EU’s institutioner. Det vil sige, at det er EU’s institutioner der er forpligtede til at overholde reglerne. Medlemslandene er dog også forpligtede af chartret på den måde, at den lovgivning de skaber for at implementere EU-lovgivningen også skal overholde chartret.

Der har længe været uklarhed om charterets juridiske status, men i 2009 blev Lissabon-traktaten vedtaget, og den forklarer at charteret har samme juridiske værdi som EU’s traktater. Det betyder, at charteret kan tages i brug direkte ved de nationale domstole og EU-domstolen.