Artikel 117 EF: Oprettelse af Det Europæiske Monetære Institut (EMI)
1. Ved indledningen af anden fase oprettes Det Europæiske Monetære Institut, i det følgende benævnt “EMI”, og det påbegynder sit virke; det har status som juridisk person og ledes og forvaltes af et råd, der består af en formand og cheferne for de nationale centralbanker, idet en af disse chefer skal være næstformand.
Formanden udnævnes ved fælles overenskomst mellem medlemsstaternes regeringer på stats- og regeringschefsniveau på grundlag af en indstilling fra Rådet for EMI og efter høring af Europa-Parlamentet og Rådet. Formanden udvælges blandt personer, som er værdige i almindeligt omdømme og har professionel erfaring i monetære forhold eller i bankvæsen. Kun statsborgere i medlemsstaterne kan være formand for EMI. Rådet for EMI udnævner næstformanden. Statutten for EMI fastsættes i en protokol, der knyttes som bilag til denne traktat.
2. EMI har til opgave at
- styrke samarbejdet mellem medlemsstaternes centralbanker styrke samordningen af medlemsstaternes monetære politik med henblik på at sikre prisstabilitet
- overvåge Det Europæiske Monetære systems funktion
- afholde konsultationer vedrørende spørgsmål, der falder ind under de nationale centralbankers kompetence, og som berører de finansielle institutioners og markeders stabilitet
- overtage opgaverne fra Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde, som opløses; de nærmere bestemmelser for opløsningen fastsættes i statutten for EMI
- lette anvendelsen af ecuen og overvåge dens udvikling, herunder om ecu-clearingsystemet fungerer smidigt.
3. Som forberedelse til tredje fase skal EMI
- forberede de instrumenter og procedurer, der er nødvendige for at føre en fælles monetær politik i tredje fase
- hvor det er nødvendigt fremme harmoniseringen af de regler og den praksis, der gælder for indsamling, udarbejdelse og udgivelse af statistikker inden for dets kompetenceområde
- forberede regler for transaktioner, som skal udføres af de nationale centralbanker inden for rammerne af ESCB
- fremme effektiviteten af grænseoverskridende betalinger
- føre tilsyn med den tekniske forberedelse af ecu-sedler. Senest den 31. december 1996 skal EMI fastlægge de vedtægtsmæssige, organisationsmæssige og logistiske rammer, der er nødvendige for, at ESCB kan udføre sine opgaver i tredje fase. Disse rammer forelægges ECB til afgørelse på datoen for dennes oprettelse.
4. EMI, der træffer afgørelse med et flertal på to tredjedele af medlemmerne af dets Råd, kan
- afgive udtalelser eller rette henstillinger vedrørende det generelle sigte for penge- og valutakurspolitikken samt de dertil knyttede foranstaltninger, som hver medlemsstat har indført
- rette udtalelser eller henstillinger til regeringerne og til Rådet vedrørende politikker, som vil kunne påvirke Fællesskabets monetære situation indadtil og udadtil, og navnlig Det Europæiske Monetære Systems funktion
- rette henstillinger til medlemsstaternes monetære myndigheder vedrørende varetagelsen af deres monetære politik.
5. EMI kan efter enstemmig afgørelse beslutte at offentliggøre sine udtalelser og henstillinger.
6. EMI høres af Rådet om ethvert forslag til fællesskabsretsakt inden for dets kompetenceområde.
Inden for de rammer og på de betingelser, der fastsættes af Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa- Parlamentet og EMI, høres EMI af myndighederne i medlemsstaterne om ethvert udkast til retsforskrift inden for dets kompetenceområde.
7. Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og EMI, kan overdrage EMI andre opgaver med henblik på forberedelsen af tredje fase.
8. I de tilfælde, hvor ECB ifølge denne traktat har en rådgivende funktion skal henvisninger til ECB i tiden indtil oprettelsen af ECB forstås som henvisninger til EMI.
9. I anden fase forstås udtrykket ECB, som anvendt i artikel 230, 232, 233, 234, 237 og 288, som EMI.