Generelt

Spørgsmål (25/2-97):

Udenrigsministeren bedes - som lovet på Europaudvalgsmødet den 21. februar 1997 - sendes et notat vedrørende rammeafgørelser i søjle 3 samarbejdet.

Svar (17/4-97):

1. I artikel K.3 i Traktaten om Den Europæiske Union opregnes hvilke retsinstrumenter, der i dag vil kunne anvendes inden for søjle 3-området. Rådet vil således kunne

	vedtage fælles holdninger samt i den form og efter den fremgangsmåde, der måtte være hensigtsmæssig, fremme alle former for samarbejde, som tjener til opfyldelse af Unionens målsætninger,
	vedtage fælles aktioner, samt
	udarbejde konventioner.

Muligheden for at vedtage fælles holdninger og fælles aktioner blevbegge indført i forbindelse med vedtagelsen af Traktaten om Den Europæiske Union. Begge instrumenter er derfor nye i forhold til de klassiske EU-retsinstrumenter og instrumenter på det mellemstatslige område.

Dette har bevirket nogen usikkerhed om den retlige karakter af især fælles aktioner. Der hersker således i dag blandt andet uenighed mellem medlemslandene om rækkevidden af en fælles aktion, der efter sin ordlyd forpligter medlemslandene til at ændre deres nationale lovgivning.

2. I de foreløbige forhandlinger under regeringskonferencen har der været forskellige idéer fremme om at introducere andre former for retsakter end de velkendte inden for søjle 3-samarbejdet.

Formandskabet har således i det for nyligt udsendte addendum (CONF/2500/96 Add.1) til det irske forslag om en rammetekst til en ny traktat (CONF/2500/96) stillet et konkret forslag om, at der med henblik på at gøre beslutningsprocessen i afsnit VI mere effektiv, blandt andet indføres en ny retsakt, der betegnes »rammeafgørelse«.

Forslaget, der er indeholdt i udkastet til en ny artikel K.6 (den tidligere K.3) i Traktaten om Den Europæiske Union, har følgende ordlyd:

»Rådet træffer foranstaltninger og fremmer i den form og efter den fremgangsmåde, der måtte være hensigtsmæssig, alle former for samarbejde, som tjener til opfyldelse af Unionens målsætninger. Det kan med henblik herpå på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med [enstemmighed] [kvalificeret flertal]

c) vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser; rammeafgørelser er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for medlemsstaterne, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen; de må ikke indeholde bestemmelser, der kan få direkte virkning.«

3. Introduktionen af en ny retsaktstype inden for søjle 3 rejser spørgsmålet om, hvilke præcise retsvirkninger et sådant instrument kan have.

På flere punkter er definitionen af en rammeafgørelse reelt enslydende med definitionen af et direktiv, som dette er defineret i artikel 189 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab.

Definitionen af et direktiv er som følger:

»Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen«.

Ligesom rammeafgørelser - i følge den foreslåede definition - er direktiver bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål.

På andre områder adskiller rammeafgørelsen sig imidlertid væsentligt fra direktivet. Ud over at betegnelsen »rammeafgørelse« i sig selv synes at indicere, at det i videre udstrækning overlades til medlemsstaterne selv at bestemme form og midler til opfyldelse af målet, indebærer den sidste sætningsled i bestemmelsen, at rammeafgørelsen ikke må »indeholde bestemmelser, der kan få direkte virkning«.

Ud fra et dansk synspunkt betragtes det som helt afgørende, at det sikres, at rammeafgørelser ikke som direktiver kan indeholde bestemmelser, som vil kunne tillægges umiddelbar anvendelighed. Fra dansk side arbejder man under de igangværende forhandlinger for at sikre dette.

Endvidere arbejder man for, at rammeafgørelser gøres bindende over for medlemslandene og ikke blot medlemslandenes regeringer, samt at rammeafgørelser skal forudsætte en vis margin for medlemsstaternes gennemførelse. Disse ønsker synes imødekommet med det foreliggende udkast.

4. Forslaget i formandskabets addendum til en ny artikel K.7 i Traktaten om Den Europæiske Union indebærer, at Domstolen tillægges kompetence til at fortolke bestemmelserne heri.

Der lægges op til, at Domstolen vil kunne inddrages på følgende tre måder.

For det første vil Domstolen i medfør af den foreslåede artikel K.7, stk. 1 kunne inddrages i forbindelse med forelæggelsen af præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden og fortolkningen af rammeafgørelser.

For det andet vil Domstolen i medfør af stk. 2 i samme bestemmelse få tillagt beføjelser til at sikre, at vedtagelsen af rammeafgørelser overholder legalitetsprincippet. Bestemmelsen lægger op til, at såvel medlemsstaterne, Kommissionen som Rådet selv vil kunne indbringe et sådant søgsmål.

Endelig vil Domstolen i henhold til bestemmelsens stk. 3 få tillagt kompetence til at afgøre tvister mellem medlemsstaterne om fortolkningen af rammeafgørelser, såfremt en sådant tvist ikke vil kunne blive løst af Rådet selv inden for seks måneder efter, et af Rådets medlemmer har rejst sagen i Rådet.

5. Fra dansk side vil man under de videre forhandlinger fortsat arbejde for, at de retsinstrumenter som skal gælde inden for søjle 3-området bevarer deres mellemstatslige karakter fuldt ud.

(Alm. del – bilag 912 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 143 på alm. del

Spørgsmål (21/9-96):

Kan ministeren bekræfte, at der i forbindelse med regeringskonferencen er overvejelser om i et kommende traktatudkast at foreslå, at konventioner indgået under EU-traktaten kan træde i kraft, allerede når et kvalificeret flertal af parlamenter har tiltrådt, så det sidste parlament ikke som nu er afgørende for ikrafttræden? Der ønskes en vurdering af mulighederne for, at dette forslag vinder fremme. Endelig ønskes det oplyst, hvilken holdning den danske regering har til et sådant forslag.

Svar (17/10-96):

Det kan bekræftes, at der på regeringskonferencen har været fremsat forslag om, at instrumenter (konventioner) indgået under EU-traktaten kan træde i kraft og anvendes indbyrdes mellem de lande, som har tiltrådt (ratificeret) dem, allerede når et vist antal lande har tiltrådt (ratificeret) dem. Dette er dog kun et blandt flere forslag m.h.p. bl.a. at sikre en øget effektivitet i relation til samarbejdet inden for søjle 3. Det er endnu for tidligt at vurdere om et sådant forslag vil kunne vinde fremme. Fra dansk side har man endnu ikke taget endelig stilling til, hvorvidt man vil kunne støtte et forslag om trinvis ikrafttræden af vedtagne konventioner.

Spørgsmål nr. 223 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Vil ministeren nærmere definere begrebet »gennemførelsesforanstaltningerne« som det benyttes i udformningen af K.6, stk. 2, litra d i TEU?

Svar (5/9-97):

Artikel K.6, stk. 2, litra d, giver hjemmel til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger til konventionerne, der kan udarbejdes i h.t. samme artikel. En konvention udarbejdet i Søjle 3-samarbejdet skal på linie med andre konventioner, ratificeres af Danmark for at få virkning for Danmark. Hvis en konvention ikke er ratificeret af Danmark, vil eventuelle gennemførelsesbestemmelser ej heller have virkning for Danmark.

Gennemførelsesforanstaltningerne udstedes i h.t. bemyndigelsesbestemmelserne i konventionen.

Ordet gennemførelsesforanstaltninger bruges i artikel K.6, stk. 2, litra d, i samme betydning som i Maastricht-traktatens artikel K.3, der ligeledes giver mulighed for at vedtage gennemførelsesforanstaltninger. Denne hjemmel er udnyttet til vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser til Europolkonventionen.

Spørgsmål (2/7-97):

Hvilke type »afgørelser« er der tale om i udformningen af K.6, stk. 2, litra c i TEU?

Svar (5/9-97):

Artikel K.6. indeholder en opregning af de typer af retsakter, der kan vedtages indenfor søjle 3-samarbejdet. En af disse typer retsakter er afgørelser. Afgørelse anvendes i ethvert andet øjemed end dem, der er bestemt for rammeafgørelser, se samme artikel, litra b. En afgørelse kan således ikke omhandle indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. En afgørelse er bindende for Danmark. En afgørelse har ikke umiddelbar anvendelighed. Den kræver således danske gennemførelsesregler for at få virkning internt i Danmark.

Spørgsmål (2/7-97):

Når der i udformningen af K.6, stk. 2, litra d er tale om et »flertal på to tredjedele af de Høje Kontraherende Parter«, er der så tale om vægtede stemmer svarende til artikel 148, stk. 2 i TEF?

Svar (5/9-97):

I lighed med Maastricht-traktatens artikel K.3 er der ikke tale om vægtede stemmer, når der med et flertal af to tredjedele af de Høje Kontraherende Parter kan vedtages gennemførelsesforanstaltninger til konventioner.

Spørgsmål (2/7-97):

Er der noget nyt indhold i udformningen af artikel K. 13, stk. 4 i TEU?

Svar (5/9-97):

K.13, stk. 4, indeholder, ligesom den tidligere artikel K.8 i TEU en bestemmelse om, at hvis udgifter afholdes over EU's budget, skal budgetproceduren anvendes. Ændringen på dette punkt i forhold til Maastricht-traktaten består i, at aktionsudgifter som udgangspunkt afholdes over EU's budget, og ikke som tidligere, som udgangspunkt af medlemslandene selv.

Spørgsmål (2/7-97):

Hvilket afsnit i TEF refereres der til i udformningen af artikel K. 13 i TEU?

Svar 5/9-97):

Artikel K.13, stk. 2 refererer til hele søjle 3. Som det fremgår af artikel K.13, stk. 1 refereres der til visse områder af TEF, der finder anvendelse på samarbejdet indenfor Søjle 3. Disse områder er bl.a. reglerne om institutionerne, herunder Europaparlamentet og Ombudsmanden, Rådets sammensætning, Kommissionens sammensætning m.v. Samtidig finder reglerne om offentliggørelse af retsakter, samt reglerne om aktindsigt anvendelse.

Endvidere henvises til budgetproceduren i artikel K.13, stk. 4.