Social- og arbejdsmarkedspolitik

Spørgsmål (4/4-97):

Er protokollen og den dertil knyttede aftale allerede i dag en retskilde for EF-Domstolen - og en tekst, som Domstolen har adgang til at fortolke?

Svar (16/4-97):

Protokollen er en integrerende del af EF-traktaten, som Domstolen har adgang til at fortolke, jf. protokollens punkt 3), EF-traktaten artikel 239 og TEU's artikel L.

Spørgsmål (4/4-97):

Vil en egentlig traktatfæstnelse af protokollen og den dertil knyttede aftale betyde en ændring i Domstolens kompetence?

Svar (16/4-97):

Der vil kun opstå en ændring i Domstolens kompetence i forhold til Storbritannien, jf. protokollens punkt 2), sidste afsnit.

Spørgsmål (4/6-97):

Kan udenrigsministeren oplyse, om den danske regering vurderer, at den ny bestemmelse i traktatudkastet af 30. maj 1997 om grundrettigheder i artikel 117 sammen med den nye henvisning til grundrettigheder i præamblen betyder, at medlemslandene er forpligtede til i national lovgivning at tage hensyn til disse grundrettigheder og at dette også gælder for EU-retsakter, og at begge forhold vil komme under EF-Domstolens kontrol?

Svar (13/6-97):

Med henblik på en inkorporering i Traktaten af aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken indgået mellem Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland indeholder formandskabets traktatudkast af 30. maj 1997 et forslag til en ny art. 117 indeholdende en generel beskrivelse af de overordnede mål for arbejdsmarkeds- og socialpolitikken baseret på den nuværende aftales art. 1.

Den pågældende traktatartikeltekst er fortsat genstand for forhandlinger på regeringskonferencen, herunder for så vidt angår henvisningen til grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder. En endelig vurdering af bestemmelsens juridiske rækkevidde herunder forhold til medlemslandenes nationale lovgivning må derfor afvente resultatet af de igangværende forhandlinger.

Spørgsmål (3/7-97):

I udformningen af artikel 117 i TEF anføres indledningsvis hensyn til »grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder«. Hvad dækker dette over?

Svar (5/9-97):

Betegnelsen dækker over de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder som fastlagt i blandt andet den europæiske socialpagt af 1961 og Fællesskabspagten om grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989.

Spørgsmål (4/4-97):

Protokollen og den dertil knyttede aftale henviser til Socialpagten af 1989. Betyder traktatfæstnelsen af protokollen og den dertil knyttede aftale, at gennemførelsen af Socialpagten fra 1989 bliver en målsætning for Unionen?

Svar (4/7-97):

Forhandlingerne omkring traktatfæstnelsen af protokollen og den dertil knyttede aftale resulterede i en ændring af artikel 117, som indebærer, at Fællesskabet og medlemsstaterne i opfyldelsen af de mål for arbejdsmarkeds og socialpolitikken, der opregnes i artikel 117, er opmærksomme på »de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som bl.a. er fastlagt i den europæiske socialpagt undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og fællespagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder«. I præamblen har man bekræftet den betydning man tillægger de samme rettigheder. Gennemførelsen af Socialpagten fra 1989 er således ikke omfattet af bestemmelserne om målsætningerne for Unionens virksomhed.

Spørgsmål (4/4-97):

Er regeringen enig i, at Socialpagtens afsnit om »Foreningsfrihed og kollektive forhandlinger« pkt. 11 er uforeneligt med dansk lovgivning om praksis med hensyn til eksklusivaftaler i kollektive overenskomster?

Svar (4/7-97):

Det er regeringens opfattelse, at Danmark efterlever Socialpagten. Ved indgåelsen af den sociale protokol (11-aftalen - nu 14-aftalen), som var en tilkendegivelse af, at landene ønskede at gå videre af den vej, som blev afstukket i Socialpagten, blev det slået fast, at protokollen undtager organisationsforhold. Som det fremgår af Amsterdam-traktatens ændrede artikel 118 stk. 6, har EU ikke kompetence til at regulere nationale forhold om organisationsret, strejkeret, lønforhold eller ret til Lockout.

Spørgsmål (4/4-97):

Aftalens artikel 2.1 omtaler »arbejdsvilkårene« som et af de områder, der kan reguleres ved kvalificeret flertal. Kan ministeren oplyse, hvad der mere konkret forstås ved »arbejdsvilkårene«?

Svar (4/7-97):

Der ses ikke at foreligge retsafgørelser eller andre fortolkningsbidrag til en definition af begrebet arbejdsvilkår. Begrebet kan formentlig afgrænses negativt ved en henvisning til de bestemmelser i aftalen, hvor der er fastsat andre regler for særlige emner som fx social sikring eller de i svaret på spørgsmål 103 nævnte emner. Herhjemme anvender man undertiden udtrykket »de forhold hvorunder arbejdet foregår«, som en omskrivning af arbejdsvilkår.

Spørgsmål (3/7-97):

I udformningen af artikel 118 i TEF fjerde pind er ordet »erhvervsmæssig« fjernet i forhold til den oprindelige artikel i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Hvad er begrundelsen for nyformuleringen og hvad er konsekvensen?

Svar (5/9-97):

Den nye formulering giver muligheder for en bredere tilgang til Fællesskabets indsats for integration i samfundslivet af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet, end den snævre erhvervsmæssige integration.

Spørgsmål (27/5-98):

Kan og vil statsministeren garantere den danske befolkning, at det danske Folketing i henhold til Amsterdam-traktatens artikel 137, stk. 5, selv i uindskrænket omfang kan vedtage love, der rummer strengere foranstaltninger for at sikre og beskytte arbejdstagernes sikkerhed, sundhed, arbejdsvilkår og ligebehandling i arbejdet, og kan og vil statsministeren i givet fald garantere, at denne ret til strengere beskyttelsesforanstaltninger også gælder i de tilfælde, hvor Danmark ud fra nationale arbejdsmarkedstraditioner, særlige værdier, m.v. (inden for rammer af EU's minimumsmål, grænseværdier, m.v.) ønsker at benytte bestemte danske beskyttelsesstrategier, og har Danmark med andre ord fuld frihed til at gå både hurtigere og ad egne veje til f.eks. et bedre arbejdsmiljø end EU som helhed?

Svar (11/6-98):

Spørgsmålet har været forelagt Arbejdsministeriet, som har oplyst følgende:

»I henhold til Maastricht-traktatens artikel 118 A, bestræber medlemsstaterne sig på at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Rådet vedtager ved udstedelse af direktiver minimumsforskrifter med henblik på at bidrage til virkeliggørelse af dette mål. Ifølge artikel 118 A, stk. 3, er bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 118 A, ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med traktaten.

I Amsterdam-traktaten er indholdet af artikel 118 A (i forbindelse med indskrivelsen af den sociale protokol) blevet integreret i artikel 137. Indholdet i det hidtidige stk. 3 i artikel 118 A genfindes nu i Amsterdam-traktatens artikel 137, stk. 5. Indskrivningen indebærer ingen ændringer i den hidtidige retstilstand, hvorfor medlemsstaterne fortsat kan opretholde eller indføre strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med traktaten.«.

Jeg kan henholde mig til det af Arbejdsministeriet anførte.

Spørgsmål (4/4-97):

Aftalens artikel 2.4 åbner mulighed for, at en medlemsstat kan overlade det til arbejdsmarkedets parter gennem aftale at gennemføre direktiver, der er udstedt i henhold til aftalens pkt. 4.2 og 4.3. Det rejser følgende spørgsmål:

	Er det danske kollektive aftalesystem tilstrækkeligt til at sikre gennemførelse af et direktiv, der gælder for alle ansatte på arbejdsmarkedet?
	Hvis det ikke er tilstrækkeligt, hvordan vil regeringen da sikre et sådant direktiv overholdt?

Svar (4/7-97):

I forbindelse med implementeringen af arbejdsmarkedsdirektivet er spørgsmålet om overenskomsternes tilstrækkelighed på dette området blevet behandlet indgående, idet dette direktiv som bekendt er blevet implementeret alene ved overenskomstmæssige aftaler.

Størstedelen af lønmodtagerne er i dag omfattet af en implementeringsaftale om arbejdstidsdirektivet. Hertil kommer, at arbejdsmarkedets parter i forbindelse med implementeringen har forpligtet sig til, hvis de er eller bliver bekendt med, at der er lønmodtagere, der faktisk ikke får de rettigheder som direktivet giver, at sørge for at løse sådanne sager. Det er således parterne, der har ansvaret for, at direktivets bestemmelser bliver overholdt. Viser det sig imidlertid, at parterne ikke er i stand til at leve op til deres forpligtelse, har regeringen forbeholdt sig at løse problemet.

Spørgsmål (3/7-97):

I udformningen af artikel 119, stk. 1, i TEF er tilføjet »eller arbejde af samme værdi« i forhold til den oprindelige artikel i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Hvordan forestiller ministeren sig, at denne vurdering af arbejdets værdi skal ske?

Svar (5/9-97):

Der er tale om principper i overensstemmelse med domstolsafgørelser og dansk ligestillingslovgivning. Hvorledes en konkret vurdering af arbejdets værdi kan gennemføres må afhænge af den relevante arbejdsfunktion.

Princippet har været gældende siden ligelønsdirektivet fra 1975, og det er gennemført i dansk ret ved bestemmelsen i ligelønslovens § 1, stk. 2 og 3, der fastslår, at bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre faktorer.