Miljøpolitik "miljøgarantien"

Generelt

Spørgsmål nr. 250 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Vil ministeren fremkomme med en nærmere definition eller uddybning af begrebet bæredygtighed«, sådan som den kommer til at fremstå i kraft af ændringen af det syvende afsnit i EU-traktatens præambel?

Svar (5/9-97):

Formuleringen »princippet om bæredygtig udvikling« relaterer sig til Rio-deklarationen om miljø og udvikling. Heri fastlægges en række principper, herunder at retten til udvikling skal udøves med henblik på en rimelig imødekommelse af nuværende og kommende generationers udviklings- og miljømæssige behov, at bæredygtig udvikling forudsætter, at miljøbeskyttelsen udgør en integreret del af udviklingsprocessen, som ikke kan betragtes isoleret fra denne, og endeligt at bæredygtig udvikling forudsætter, at man eliminerer ikke bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 299 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97):

Hvad er årsagen til, at formuleringen »som respekterer miljøet« er fjernet i den nye udformning af artikel 2 i EF-traktaten?

Svar (5/9-97):

Den gældende formålsbestemmelse, om at væksten skal respektere miljøet, erstattes af mere vidtgående formuleringer i artikel 2, hvoraf fremgår, at Fællesskabet har til opgave »i Fællesskabet som helhed« at fremme en »bæredygtig udvikling« og »et højt beskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten«. Dermed styrkes miljøaspektet i Fællesskabets formålsbestemmelse, jf. også besvarelsen af spørgsmål 251.

Spørgsmål nr. 251 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Vil ministeren redegøre for, hvilke krav til miljøbeskyttelse der er tale om i ny artikel 3 D i EF-traktaten, og vil ministeren nærmere gennemgå grundlaget for sin redegørelse?

Svar (5/9-97):

Formuleringen i artikel 3 D om »kravene med hensyn til miljøbeskyttelse« må ses som en henvisning til miljøbeskyttelseskravene i EF-traktaten. Disse er anført i artikel 130 R, stk. 2 som foruden kravet om et højt beskyttelsesniveau, som også er anført i EF-traktatens artikel 2 og 100A, stk. 3 omfatter forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats og indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden samt princippet om, at forureneren betaler.

Med den nye artikel 3 D fremhæves integrationsforpligtelsen som ønsket af Danmark, ved at den hidtidige artikel 130 R, stk. 2 sidste sætning gøres til en overordnet tværgående forpligtelse for alle politik- og samarbejdsområder nævnt i artikel 3. Samtidig anføres det, at integrationen skal ske for at fremme en bæredygtig udvikling - jvf. ændringen af Unionens og Fællesskabets overordnede målsætninger.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 236 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Hvad er efter ministerens opfattelse »betydelige miljøvirkninger«, når formuleringen indgår i udformningen af erklæring til slutakten om Kommissionens forpligtelse til at foretage konsekvensvurderinger?

Svar (5/9-97):

Der er tale om en politisk hensigtserklæring, der forpligter Kommissionen til at undersøge indvirkningerne på miljøet af forslag med betydelige miljøvirkninger.

Erklæringen skal ses i sammenhæng med den integration af miljøhensynet i EF-traktaten, der er sket med ændringerne af artikel 2 og med den ny artikel 3 d.

Den nærmere afgrænsning af Kommissionens forpligtelse vil ske i forbindelse med behandlingen af de forslag, Kommissionen fremsætter. Man må her tage konkret stilling til, om Kommissionen har levet op til erklæringen.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 300 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97):

På hvilke områder for EF-samarbejdet gælder den nuværende (og kommende) artikel 130 R stk. 2. I besvarelsen ønskes klargjort, om der er dele af EF-samarbejdet, som ikke er underlagt bestemmelserne, selvom disse måtte have miljømæssig betydning.

Svar (5/9-97):

Den nugældende artikel 130 R stk. 2 omhandler Fællesskabets politik på miljøområdet. I første afsnit, 2. sætning, findes et tværgående hensyn med hensyn til kravene til miljøbeskyttelse som »skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker på andre områder«.

I den kommende artikel 130 R, stk. 2, bortfalder denne sætning og erstattes af en overordnet forpligtigelse for alle Fællesskabets politik- og samarbejdsområder, som opregnet i artikel 3 i EF-traktaten.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 46 på L 1

Spørgsmål (21/4-98):

Hvilke dele af samarbejdet indenfor EF vil ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 130 R, stk. 2 (jf. svar på spørgsmål 300 bilag (96) 1462)?

Svar (23/4-98):

Der henvises til Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 300 (alm. del - bilag 1462). Uddybende kan henvises til Amsterdam-traktatens artikel 3 C, der bestemmer , at » miljøbeskyttelseshensyn skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner som nævnt i artikel 3, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling«.

(L 1 - bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 302 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97):

Hvordan er forsigtighedsprincippet, sådan som det fremtræder i artikel 130 R stk. 2 defineret. Udenrigsministeren bedes i sin besvarelse henvise til relevante afgørelser fra EF-Domstolen m.v.

Svar (5/9-97):

Der er ikke i en domstolsafgørelse fastlagt en definition af forsigtighedsprincippet, som det fremtræder i artikel 130 R stk. 2.

Forsigtighedsprincippet forstås i Rio-deklarationen som princippet om, at hvor der er fare for alvorlig eller uoprettelig skade skal mangel på fuld sikkerhed ikke bruges som begrundelse for at udsætte omkostningseffektive foranstaltninger, der kan forhindre forringelse af miljøet. I WTO-aftalen forstås forsigtighedsprincippet således, at når det videnskabelige grundlag er utilstrækkeligt, kan medlemmerne foreløbigt vedtage sundheds- eller plantesundhedsforanstaltninger på basis af disponible, relevante oplysninger. Medlemmerne skal søge at indhente sådanne yderligere oplysninger, som er nødvendige for, at der kan foretages en objektiv risikoanalyse og herefter en undersøgelse af sundheds- eller plantesundhedsforanstaltningen inden for en rimelig tidsfrist.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 467 til udenrigsministeren af Jørn Jespersen (SF)

Spørgsmål (20/5-98):

Vil det efter ministerens opfattelse være nemmere på basis af Amsterdam-traktaten i forhold til Maastricht-traktaten at styrke miljøhensynene i den fælles landbrugspolitik, og er regeringen i givet fald indstillet på offensivt at udnytte denne mulighed?

Svar (2/6-98):

Amsterdam-traktaten betyder et bedre grundlag for arbejdet på miljøområdet.

I Amsterdam-traktaten bestemmes, at miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling. Det betyder, at der skal tages hensyn til miljøet i de enkelte sektorpolitikker, herunder også på landbrugsområdet.

Regeringen er indstillet på at udnytte Amsterdam-traktatens grundlag for en styrket miljøpolitik, herunder også at udnytte bestemmelsen om integration af miljøkrav til at sikre miljøhensyn i de øvrige politikker, herunder landbrugspolitikken.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 2. samling side 1963)

Spørgsmål nr. 303 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97):

Bliver grundlaget for indsatsen overfor tilstedeværelsen af pesticider i drikkevand ændret i kraft af de nye miljøbestemmelser?

Svar (5/9-97):

Reguleringen af pesticider i Fællesskabet er fastlagt i direktivet om plantebeskyttelsesmidler, der har hjemmel i artikel 43. Med Amsterdam-traktaten ændres der ikke ved denne artikel. Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 251 indføres der med Amsterdam-traktaten en selvstændig overordnet forpligtelse for alle politik- og samarbejdsområder nævnt i artikel 3 - herunder den fælles politik på landbrugsområdet - til at integrere kravene med hensyn til miljøbeskyttelse især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.

Reguleringen af drikkevand i Fællesskabet er fastlagt i direktivet om drikkevand, der har hjemmel i artikel 130 S. Med Amsterdam-traktaten overgår artikel 130 S, stk. 1 til fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 135 på alm. del

Spørgsmål (19/9-96):

Under henvisning til bilag (95)1143 udbeder udvalget sig en oversigt over de klart afgrænsede områder, hvor det foreslås, at miljøafgifter kan indføres med kvalificeret flertal.

Svar (25/9-96):

Som jeg har redegjort for i Folketingets Europaudvalg den 10. og den 13. september 1996 jfr. også de med skrivelse af 19. september 1996 fremsendte talepunkter (alm. del - bilag 1193), har regeringen ikke truffet beslutning om hvilke klart afgrænsede miljøafgiftsområder, der i givet fald kan foreslås omfattet af regeringens forslag om en protokol til traktaten om vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal.

(Alm. del - bilag 1220 fra 1995-96)

Spørgsmål nr. 50 på alm. del

Spørgsmål (2/12-96):

Vil ministeren fremsende regeringens beslutning om, hvilke klart afgrænsede miljøafgiftsområder, der i givet fald kan foreslås omfattet af regeringens forslag om en protokol til Traktaten om vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal (jf. bilag (95) 1220), eller, såfremt en sådan beslutning endnu ikke er truffet, vil regeringen så orientere udvalget, så snart en sådan beslutning er truffet?

Svar (12/12-96):

Regeringen har ikke truffet afgørelse om, hvilke miljøafgifter man eventuelt vil foreslå omfattet af en protokol til Traktaten om vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal.

Det miljøforslag, Danmark har fremlagt i regeringskonferencen, er ambitiøst. Regeringen har vurderet, at det risikerer at bidrage til at komplicere forhandlingerne, hvis man samtidigt med den helt nye model for vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal tillige foreslår en række konkrete fælles miljøafgifter. Derfor har regeringen ønsket først at søge tilslutning til princippet om anvendelse af kvalificeret flertal på miljøafgifter og derefter se på forslag til konkrete miljøafgifter.

I henhold til gældende retningslinier vil regeringen fortsat orientere Folketingets Europaudvalg om de forslag, Danmark fremsætter i regeringskonferencen.

(Alm. del - bilag 445 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 301 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97):

Udenrigsministeren bedes redegøre for forholdet mellem artikel 100 A og artikel 130 S?

Svar (5/9-97):

Artikel 130 S vedrørende den fælles miljøpolitik har i visse tilfælde givet anledning til afgrænsningsproblemer i forhold til artikel 100 A vedrørende det indre marked.

Der har flere gange været anlagt annullationssøgsmål på baggrund af afgrænsningen mellem artikel 130 S og 100 A. Domstolen har i sine afgørelser blandt andet taget hensyn til det primære formål med den pågældende retsakt og betydningen af Europa-Parlamentets deltagelse i beslutningsprocessen.

I den forbindelse er det relevant, at artikel 100 A konstaterer, at miljøbeskyttelse kan indgå i retsakter vedrørende det indre marked, mens artikel 130 R konstaterer, at miljøbeskyttelse er en vigtig bestanddel af Fællesskabets politik.

I visse tilfælde har der været tendens til, at Kommissionen har foretrukket artikel 100 A. Efter at der med Maastricht-traktaten blev indført kvalificeret flertalsbeslutning på miljøområdet synes denne tendens at være aftaget. Med Amsterdam-traktaten indføres der samme beslutningsprocedure i artikel 130 S, stk. 1 som i artikel 100 A (fælles beslutningstagen).

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

»Miljøgarantien«

Spørgsmål nr. 252 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Hvad betyder tilføjelsen i den nye udformning af artikel 100 A, stk. 3, om »navnlig enhver ny udvikling baseret på videnskabelige kendsgerninger« for bestræbelserne for at opnå et højt beskyttelsesniveau?

Svar (5/9-97):

Tilføjelsen indebærer, at Kommissionen ved fastlæggelse af beskyttelsesniveauet i nye forslag inden for sundhed, arbejdsmiljø, miljø og forbrugerbeskyttelse skal tage hensyn til nye videnskabelige kendsgerninger.

Ordet »navnlig« indebærer, at Kommissionen ikke udelukkende skal tage hensyn til videnskabelige kendsgerninger, men også andre hensyn som f.eks. miljøbeskyttelseskravene som anført i artikel 3 C.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 253 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Vil ministeren lade udarbejde en beskrivelse - i punktform - af forskelle mellem den eksisterende miljøgaranti (§ 100 A, stk. 4, i EF-traktaten) og den nye affattelse (100 A, stk. 4- 7a, i EF-traktaten)?

Svar (5/9-97):

Amsterdam-traktaten indebærer som foreslået af Danmark en række præciseringer af miljøgarantien:

- Det gøres klart, at garantien udvides til også at omfatte Kommissionsretsakter.

- Det gøres klart, at et medlemsland ikke skal have stemt imod harmoniseringen for at kunne påberåbe sig miljøgarantien.

- Det gøres klart, at miljøgarantien ikke alene kan bruges til at opretholde nationale bestemmelser, men også til at indføre nye nationale regler om beskyttelse af miljø og arbejdsmiljø.

Herudover gennemføres følgende ændringer:

- I stk. 4 indføjes et krav om begrundelse for at opretholde nationale regler.

- I stk. 5 indføjes de nye regler for anvendelse af miljøgarantien til indførelse af nye nationale regler. Anvendelsesområdet er afgrænset til beskyttelse af miljøet eller arbejdsmiljøet.

Betingelserne er følgende: 1) Der skal være nyt videnskabeligt belæg for de nye regler, 2) Der skal være tale om et problem, som er specifikt for det pågældende medlemsland, 3) problemet skal have vist sig efter vedtagelsen af harmoniserede regler. Der stilles herudover krav om, at de nye regler skal meddeles og begrundes over for Kommissionen.

- I stk. 6 præciseres, at Kommissionen skal bekræfte eller forkaste modsat hidtil »bekræfte« de nationale bestemmelser. Dette skal ske, efter at Kommissionen som hidtil har konstateret, at der ikke er tale om vilkårlig forskelsbehandling eller skjult begrænsning af samhandlen, samt som noget nyt at de nationale regler ikke udgør en hindring for det indre markeds funktion. Samtidig indføres en tidsfrist på op til maksimalt 2x6 måneder for Kommissionens stillingtagen.

- I stk. 7 indføjes en ny forpligtelse for Kommissionen til straks at undersøge, om der som følge af godkendelsen af et medlemslands nationale regler skal foreslås en tilsvarende regel for hele Fællesskabet.

- I stk. 7.a indføjes en forpligtelse for Kommissionen til at undersøge, om der skal foreslås fællesskabsregler i tilfælde, hvor et medlemsland rejser et specifikt problem inden for området offentlig sundhed. Dette område er som nævnt ovenfor ikke omfattet af anvendelsesområdet for indførelse af nye nationale regler i artikel 100 A, stk. 5.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 1 på L 1

Spørgsmål (3/4-98):

De hensyn, der er nævnt i artikel 36 (ny nummerering artikel 30), er ikke gentaget i den nye artikel 100a, stk. 5 (ny nummerering artikel 95, stk. 5). Betyder dette, at anvendelsesområdet for artikel 100a, stk. 5 er begrænset i forhold til artikel 100a, stk. 4, således at en medlemsstat ikke kan indføre nye nationale bestemmelser, der er begrundet i hensynene i artikel 36, herunder især menneskers sundhed? Er det generelle anvendelsesområde for artikel 36 blevet indsnævret?

Svar (16/4-98):

Amsterdam-traktaten indebærer, at den tidligere artikel 100A, stk. 4, 1. led, opdeles i to stykker, nemlig stk. 4 og 5. Stk. 4 drejer sig herefter om opretholdelse af nationale bestemmelser , mens stk. 5 drejer sig om indførelse af nye nationale bestemmelser .

Henvisningen til artikel 36-hensyn er opretholdt i det nye stk. 4. I stk. 5 nævnes alene »miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet«.

Hensyn til menneskers sundhed er således ikke udtrykkeligt nævnt i stk. 5, men hensynet til menneskers sundhed vil efter dette stykke kunne varetages i det omfang, det kan indgå i miljøbeskyttelse eller i en beskyttelse af arbejdsmiljøet. Ligesom for alle andre regler i traktaten vil det dog i sidste instans være EF-Domstolen, der - i givet fald - tager stilling til dette spørgsmål.

Særlig med hensyn til folkesundheden skal opmærksomheden i øvrigt henledes på det nye stk. 8 i artikel 100A, der pålægger Kommissionen, såfremt en medlemsstat rejser et specifikt problem vedrørende folkesundheden på et område, der har været omfattet af tidligere harmoniseringsforanstaltninger, at undersøge, om den skal foreslå Rådet passende foranstaltninger.

Amsterdam-traktaten indebærer ikke nogen ændring af anvendelsesområdet for artikel 36, der først og fremmest anvendes på områder, der ikke er reguleret af specifikke retsakter på fællesskabsområdet.

(L 1 - bilag 11 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 237 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

I udformningen af ændring af art 100 A, stk. 4, i TEF tilføjes i første afsnit »og om grundene til deres opretholdelse«. Hvad er konsekvensen af denne ændring?

Svar (5/9-97):

Med ændringen kodificeres den praksis, som Kommissionen allerede følger i dag, og som Danmark har fulgt i de tre tilfælde, hvor Danmark har påberåbt sig miljøgarantien.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 254 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Vil ministeren fremkomme med en vurdering af betydningen af henvisningen til »nyt videnskabeligt belæg« i udformningen af den nye artikel 100 A, stk. 5, i EF-traktaten?

Svar (5/9-97):

Med formuleringen »baseret på nyt videnskabeligt belæg« stilles der krav om, at et medlemsland for at kunne indføre nye nationale regler på et område, hvor Fællesskabet har vedtaget harmoniserede regler, må være i stand til at fremlægge nye videnskabelige undersøgelser, der giver belæg for det miljø- eller arbejdsmiljøproblem, som man finder det nødvendigt at tage højde for. Der stilles ikke krav om, at medlemslandet skal kunne fremlægge videnskabelige kendsgerninger. Kommissionen er i den nye artikel 100 A, stk. 3 forpligtet til at tage hensyn til videnskabelige kendsgerninger, når den fremsætter forslag inden for området, og i den gældende artikel 130 R, stk. 3 kræves det, at der ved udarbejdelsen af Fællesskabets miljøpolitik tages hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data.

Den nærmere afgrænsning af kravet om nyt videnskabeligt belæg kan kun fastlægges gennem EF-Domstolens praksis, men det er den danske opfattelse, at formuleringen indebærer, at man skal kunne henvise til videnskabelige undersøgelser, der viser, at der er eller må formodes at være et miljø- eller arbejdsmiljøproblem. Danmark har i tre tilfælde, hvor man hidtil har brugt miljøgarantien, begrundet anvendelsen over for Kommissionen under henvisning til bl.a. videnskabelige undersøgelser, som gav belæg for det miljøproblem, som man ønskede at tage højde for. Den nye formulering vurderes således ikke reelt at gå ud over, hvad Danmark hidtil har fundet naturligt i forbindelse med anvendelse af miljøgarantien.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 255 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Vil ministeren fremkomme med en vurdering af betydningen af henvisningen til »et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat« i artikel 100 A, stk. 5, i EF-traktaten og en vurdering, af i hvilken udstrækning de nye bestemmelser medfører en indskrænkning i forhold til de tidligere bestemmelser?

Svar (5/9-97):

Kravet om, at miljø- eller arbejdsmiljøproblemet skal være specifikt for det pågældende medlemsland, er en kodificering af det krav, som Kommissionen allerede i dag stiller i forbindelse med anvendelse af miljøgarantien. Der har ikke været enighed om fortolkningen af den gældende miljøgaranti på dette punkt. Domstolen har ikke taget stilling til spørgsmålet, men Danmark har i lighed med Tyskland og Holland i de hidtidige miljøgarantisager om PCP og Creosot valgt at begrunde anvendelse af miljøgarantien bl.a. under henvisning til særlige nationale forhold. I Danmarks tilfælde hensynet til beskyttelsen af det danske grundvand. Den nye formulering vurderes således ikke reelt at gå ud over, hvad Danmark hidtil har opfyldt i forbindelse med anvendelsen af miljøgarantien på direktiverne om PCP og Creosot.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 22 på L 1

Spørgsmål (6/4-98):

I Amsterdam-traktatens bestemmelser om miljøgarantien fremgår det af artikel 95, stk. 5 i den konsoliderede traktat (tidligere artikel 100 A), at når en medlemsstat, efter at Rådet eller Kommissionen har vedtaget en harmoniseringsforanstaltning, finder det nødvendigt at indføre nationale bestemmelser baseret på nyt videnskabeligt belæg vedrørende miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet på grund af et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat, og som viser sig efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen, giver den Kommissionen meddelelse om de påtænkte bestemmelser og om grundene til deres indførelse. Hvordan fortolkes kravet om, at problemet skal være »specifikt« for den pågældende medlemsstat?

Svar (15/4-98):

Der henvises til Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 255 (alm. del - bilag 1298).

(L 1 - bilag 10 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 259 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Hvad henfører sætningen »og som er opstået efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen« i udformningen af den nye artikel 100 A, stk. 5, i EF-traktaten til?

Svar (5/9-97):

Formuleringen indebærer en afgrænsning i forhold til artikel 100 A, stk. 4. Opstår problemet inden vedtagelsen af en harmoniseringsforanstaltning, må det formodes, at der enten tages højde herfor i harmoniseringsforanstaltningen, eller at det pågældende medlemsland om nødvendigt har indført en national beskyttelsesforanstaltning. Denne nationale beskyttelsesforanstaltning vil efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen kunne opretholdes efter reglerne i artikel 100 A, stk. 4 og ikke efter artikel 100 A, stk. 5.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 260 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Er det ministerens opfattelse, at der i udformningen af den nye artikel 100 A, stk. 5 i EF-traktaten er tale om tre betingelser for anvendelse af bestemmelsen (nyt videnskabeligt belæg, et forhold specifikt for den pågældende medlemsstat og »som er opstået efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen«)?

Svar (5/9-97):

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 253 og 259.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 261 på alm. del

Spørgsmål (3/7):

Såfremt ministeren besvarer ovenstående spørgsmål bekræftende bedes ministeren endvidere redegøre for, om alle tre betingelser skal være opfyldt samtidigt for at anvende bestemmelsen?

Svar (5/9):

Artikel 100 A, stk. 5 vil kun kunne anvendes såfremt alle betingelserne herfor er opfyldt.

Spørgsmål nr. 262 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Kan den nye tilføjelse om »at de ikke udgør en hindring for det indre markeds funktion«, i artikel 100 A, stk. 6, i EF- traktaten udgøre yderligere en betingelse for anvendelse, og hvorvidt vil denne formulering gøre det nemmere for Kommissionen at begrunde en afvisning af nationale bestemmelser?

Svar (5/9-97):

Da artikel 100 A som helhed vedrører gennemførelsen af det indre marked, og da miljøgarantien netop udgør en undtagelse til hovedreglen i stk. 1 om fri bevægelighed for varer m.m., for så vidt angår territoriet for det medlemsland, der bringer miljøgarantien i anvendelse, skal denne nye tilføjelse ses som en forpligtelse for Kommissionen til som Traktatens vogter at påse, at det indre markeds funktion ikke hindres af miljøgarantiens anvendelse.

Det betyder, at Kommissionen skal påse, at det indre marked ikke undergraves samtidig med, at miljøgarantiens karakter af en nationalt begrænset undtagelse til den frie varebevægelighed præciseres til også at omfatte indførelse af nye bestemmelser, kommissionsretsakter og situationer, hvor medlemslandet ikke har stemt imod den pågældende harmoniseringsforanstaltning.

Kommissionen vil således ikke med den nye artikel 100 A, stk. 4-6 kunne afvise et medlemslands ønske om nationale bestemmelser alene af de formelle grunde, som Kommissionen hidtil har fastholdt, at miljøgarantien ikke kan anvendes på kommissionsretsakter til indførelse af nye nationale bestemmelser, samt at man ikke har stemt imod harmoniseringsforanstaltningen. Med de nye bestemmelser tvinges Kommissionen til at forholde sig til sagens realitet, såfremt den ønsker at forhindre medlemslandet i at opretholde eller indføre nationale bestemmelser under påberåbelse af miljøgarantien. Om Kommissionen i den situation kan begrunde en afvisning af nationale bestemmelser må afhænge af, hvor stærke argumenter hhv. Kommissionen og medlemslandet kan fremlægge i den konkrete sag.

Spørgsmål nr. 256 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Vil ministeren fremkomme med en vurdering af betydningen af, at Kommissionen skal konstatere, at nationale bestemmelser indført i henhold til artikel 100 A, stk. 4 eller stk. 5, i EF-traktaten, »ikke udgør en hindring for det indre markeds funktion«?

Svar (5/9-97):

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 262.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 257 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Er det ministerens opfattelse, at de nationale bestemmelser, som indføres i henhold til artikel 100 A, stk. 4 eller stk. 5, i EF-traktaten, kan indføres af det pågældende land, før Kommissionen har foretaget sin behandling?

Svar (5/9-97):

Spørgsmålet om indførelse af nye nationale bestemmelser er reguleret i artikel 100.A, stk. 5, mens opretholdelse af nationale bestemmelser som hidtil er reguleret i artikel 100 A, stk. 4.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 253, indføres der med Amsterdam-traktaten en tidsfrist for Kommissionen til inden for maksimalt 2x6 måneder enten at godkende eller forkaste de pågældende nationale bestemmelser.

Dette indebærer en forpligtelse for Kommissionen til at handle. I modsat fald er de nationale regler - såvel gamle som nye - at betragte som godkendte.

Domstolens afgørelse i PCP-sagen i 1994 (Frankrig mod Kommissionen) slog fast, at et medlemsland først har ret til at anvende nationale bestemmelser, der er givet meddelelse om, når Kommissionen har truffet beslutning om at bekræfte dem. Den nye artikel 100 A, stk. 6 må betyde, at nationale bestemmelser gyldigt vil kunne opretholdes med mindre, Kommissionen inden fristens udløb har truffet beslutning om at forkaste dem. For så vidt angår indførelse af nye nationale bestemmelser må det antages, at disse først gyldigt kan indføres efter Kommissionens bekræftelse eller udløbet af tidsfristen, med mindre Kommissionen har truffet beslutning om at forkaste dem. Forkaster Kommissionen, kan det pågældende medlemsland som hidtil indbringe Kommissionens afgørelse for Domstolen.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 258 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97):

Er det ministerens vurdering, at de gældende bestemmelser i artikel 100 A, stk. 4, i EF-traktaten har udelukket brug af bestemmelsen til at indføre nationale bestemmelser? Findes der klare EU-domme om spørgsmålet? Ministeren bedes i sin besvarelse redegøre nærmere for grundlaget for vurderingen.

Svar (5/9-97):

I den gældende artikel 100 A, stk. 4, anvendes formuleringen »anvende nationale bestemmelser«. Det har hidtil været omtvistet, om denne formulering giver mulighed for ikke alene at opretholde, men også indføre nye nationale bestemmelser. Formuleringen udtrykker ikke eksplicit denne mulighed, ligesom den ikke eksplicit udelukker denne mulighed. Danmark har fortolket formuleringen således, at den også dækkede indførelse af nye strengere nationale bestemmelser. Kommissionen og en række andre medlemslande har ikke været enige i denne fortolkning. Domstolen har ikke taget stilling til det principielle spørgsmål, om artikel 100 A, stk. 4 kun kan anvendes til at opretholde eksisterende nationale regler, eller om bestemmelsen også giver mulighed for indførelse af nye.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 257 har et medlemsland iflg. Domstolens afgørelse i PCP-sagen i 1994 (Frankrig mod Kommissionen) først ret til at anvende nationale bestemmelser, når Kommissionen har truffet beslutning om at bekræfte dem. Da Kommissionen ikke fortolker den gældende artikel 100 A, stk. 4 således, at den giver mulighed for at indføre nye nationale bestemmelser, har man ikke kunnet forvente at få Kommissionens bekræftelse af nye nationale bestemmelser, som ønskes indført under påberåbelse af miljøgarantien.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 26 på L 1

Spørgsmål (21/4-98):

Der har siden den danske folkeafstemning i 1986 været nogen uenighed mellem skiftende danske regeringer og EU-Kommissionen om fortolkningen af miljøgarantien. Danske regeringer har baseret den danske opfattelse på beslutningsgrundlaget fra folkeafstemningen i 1986, hvoraf det fremgår - »selvom der med kvalificeret flertal vedtages fælles EF-regler, kan et medlemsland anvende nationale bestemmelser til sikring af hensyn nævnt i artikel 36, arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse. Det kan ske hvis medlemslandet finder, at der er vigtige behov, der gør sig gældende på alle de pågældende områder, og som ikke løses tilfredsstillende af de fælles EF-regler. I dette tilfælde anvender medlemslandet nationale bestemmelser for at sikre høje kvalitetskrav vedrørende hensyn nævnt i artikel 36, arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse. Medlemslandet giver Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser. Finder Kommissionen eller et andet medlemsland, at nationale bestemmelser er blevet misbrugt til at beskytte eller begunstige national produktion i modsætning til det angivne formål, nemlig sikring af hensyn nævnt i artikel 36 (sundhed m.v.), arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse, kan sagen indbringes for Domstolen, som tager stilling så hurtigt som muligt.«

Er regeringen enig i, at regeringen efter Højesteretsdommen af 6. april 1998 har fået øget styrke til at opretholde den danske fortolkning af den såkaldte miljøgaranti, jf. ovenstående citat?

Svar (23/4-98):

Højesterets dom af 6. april 1998 har ingen betydning for den danske fortolkning af miljøgarantien, idet opmærksomheden i øvrigt henledes på Amsterdam-traktatens præcisering af denne.

(L 1 - bilag 16 fra 1997-98, 2. samling)