Hjælpemenu

Hovedmenu

Om tømrerarbejde

Besvaret § 20-spørgsmål
Svardato: 28. Oktober 2014

Hans Andersen (V)

Finder ministeren det rimeligt, at en tømrer, der skal skifte en gipsvæg for en kunde, ikke må bortskaffe den gamle væg efter endt arbejde men godt må bortskaffe stumper af gipsplade, der bliver til overs ved arbejdet, såfremt det lægges til grund, at den pågældende tømrer kører inden for 50 km fra dennes hjemsted med en bil med trailer, der samlet ikke har en total-vægt på over 3.500 kg?

Justitsminister (Mette Frederiksen)

Spørgsmålet vedrører fortolkningen af køre- og hviletidsreglerne, der baserer sig på EU-forordningerne om henholdsvis køre- og hviletid og kontrolapparater. Jeg mener selvsagt, at de pågældende regler skal overholdes.

Under hvilke omstændigheder en tømrer, der udfører kørsel inden for 50 km fra dennes hjemsted med et køretøj med påhængsvogn, der ikke overstiger 3.500 kg, inden for rammerne af køre- og hviletidsreglerne må bortskaffelse en gammel gipsvæg efter at have udført udskiftning af en gips-væg hos en kunde, vil efter Justitsministeriets umiddelbare opfattelse bero på en konkret vurdering, og besvarelse af spørgsmål herom vil kun kunne ske fyldestgørende, hvis der til brug for besvarelsen indhentes en udtalelse fra Rigspolitiet.

Spørgsmålet kan derfor ikke til fulde besvares inden for de rammer, der gælder for S-spørgsmål, jf. herved Folketingets Forretningsorden § 20, stk. 1 og 2.