Hjælpemenu

Hovedmenu

Om rødspætterne i Skagerrak ikke har modtaget MSC-mærket

Besvaret § 20-spørgsmål
Svardato: 19. februar 2014

Thomas Danielsen (V)

Vil ministeren redegøre for sin holdning til, at rødspætterne i Skagerrak endnu ikke har modtaget MSC-mærket efter 3 år i træk at være blevet stillet dette i udsigt, og vil ministeren som en del af besvarelsen redegøre for, om ministeren agter at gøre noget ved problemet i form af krav til udstederen af MSC?

Fødevareminister (Dan Jørgensen)

Jeg finder det prisværdigt, at det danske fiskerierhverv arbejder på miljøcertificering af danske fiskerier, men jeg er ikke bekendt med, at en certificering af fiskeriet efter rødspætter i Skagerrak er blevet stillet i udsigt.

Marine Stewardship Council (MSC) er en privat, uafhængig og global ’non-profit’-organisation, som samarbejder med fiskere, fiskeindustrien, forskere, natur- og miljøorganisationer og offentligheden om at fremme bæredygtigt fiskeri. MSC certificerer et fiskeri, som vurderes bæredygtigt på baggrund af en vurdering af en lang række kriterier. I denne vurdering indgår blandt andet, om der er et forvaltningssystem på plads, som kan reagere på ændrede forhold og dermed bevarebæredygtigheden. Rødspættebestanden i Skagerrak forvaltes i fællesskab mellem EU og Norge, og der skal derfor aftales et fælles forvaltningssystem mellem parterne. En forudsætning herfor er, at International Council for the Exploration of the Sea (ICES) udarbejder en selvstændig rådgivning for området, hvilket skete for første gang i oktober 2012 gældende for 2013.

Danmarks Fiskeriforening har de senere par år arbejdet på at få rødspættefiskeriet i Skagerrak MSC-certificeret. Fødevareministeriet, EU-Kommissionen og de norske myndigheder har understøttet dette arbejde, og Fødevareministeriet har tillige støttet arbejdet økonomisk.