Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en øget politisk dialog med Cuba

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 13. februar 2014

Christian Juhl (EL)

Hvordan forholder udenrigsministeren sig til udtalelserne fra den hollandske udenrigsminister om nødvendigheden af en øget politisk dialog med Cuba, og vil man fra dansk side støtte op om en sådan politisk dialog på baggrund af vores erfaringer med en velfærdsstat med henblik på at sikre, at den planlagte liberalisering ikke forvolder skade på de velfærdstiltag, der er opnået på Cuba?

Udenrigsminister (Martin Lidegaard)

Styrket politisk dialog med Cuba er et vigtigt redskab for fremme en positiv udvikling for den cubanske befolkning. Derfor støtter regeringen, at der indledes forhandlinger om en bilateral aftale mellem EU og Cuba om politisk dialog og samarbejde, sådan som det blev besluttet på EU-rådsmødet for udenrigsanliggender den 10. februar 2014. Regeringen lægger vægt på, at en kommende aftale mellem EU og Cuba medvirker til at fremme menneskerettigheder og demokrati i Cuba og understøtter politiske og økonomiske reformer til fordel for Cubas indbyggere.