Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Norwegians ansøgning om at flyve mellem lufthavne i Europa og USA

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 14. januar 2014

Henning Hyllested (EL)

Hvad er regeringens holdning til det punkt på dagsordenen for mødet i Joint Committee den 8. januar 2014, hvor repræsentanter fra transportmyndighederne i EU og USA bl.a. skal drøfte Norwegians ansøgning via et irsk driftsselskab om at flyve mellem lufthavne i Europa og USA med personale fra lande uden for EU/EØS?

Transportminister (Pia Olsen Dyhr)

Trafikstyrelsen har oplyst mig om, at der i medfør af luftfartsaftalen mellem EU og USA, er nedsat et fælles udvalg, det såkaldte ”Joint Committee”, hvor der deltager repræsentanter fra Kommissionen og myndigheder i EU/EØSmedlemsstaterne samt USA. I udvalget, der skal holde møde mindst en gang om året, drøftes spørgsmål i relation til aftalens anvendelse.

Trafikstyrelsen har oplyst, at det seneste møde fandt sted den 8. januar 2014 i Washington D.C. Blandt dagsordenspunkterne var spørgsmål om markeds- og konkurrenceudviklingen, herunder efter amerikansk ønske en drøftelse om selskabet Norwegian, som har ansøgt de amerikanske luftfartsmyndigheder om udstedelse af et ”Foreign Air Carrier Permit”. Dette er en tilladelse som udenlandske luftfartsselskaber, skal være i besiddelse af for at etablere flyvning til og fra USA.

Luftfartsselskabet ”Norwegian” er i stærk vækst og er genstand for stor interesse i branchen og stor omtale i medierne. Fra nogle sider beskyldes selskabet – og visse andre selskaber med utraditionelle forretningsmetoder – for ”social dumping”, bl.a. fordi selskabet har planer om at ansætte besætningsmedlemmer fra ”Østen”.

Trafikstyrelsen vurderer, at dette er baggrunden for, at USA har ønsket at få sagen drøftet på møderne i Joint Committee.

Det kan i øvrigt oplyses, at Norwegian Air International, der er et datterselskab af Norwegian i Norge, har ansøgt de irske luftfartsmyndigheder om en EU-licens og en driftstilladelse til at drive luftfartsvirksomhed i Irland. Disse ansøgninger er under behandling i Irland.

Hvis de imødekommes, vil selskabet være at betragte som et irsk luftfartsselskab, og det vil være undergivet irsk lov og de irske luftfartsmyndigheders tilsyn. Det vil også skulle opfylde alle relevante EUbestemmelser.

Trafikstyrelsen har oplyst, at USA på ovennævnte møde tilkendegav, at man ikke kan tage stilling til ansøgningen om en ” Foreign Air Carrier Permit”, før selskabet har fået udstedt driftstilladelse og EU-licens i Irland.

Herudover orienterede Kommissionen om, hvad den har fået oplyst om Norwegians planer om at etablere flyforbindelser mellem Europa og henh. Nordamerika og Asien.

Der skal ikke herske tvivl om, at regeringen er imod ”social dumping” inden for luftfarten. Der er nedsat en arbejdsgruppe under mit ministerium, som skal komme med forslag til mulige løsninger på problemstillingen. Denne arbejdsgruppe skal afgive en redegørelse med udgangen af marts 2014.

Jeg vil i dette lys følge udviklingen i den konkrete sag, herunder resultatet af de irske og amerikanske myndigheders behandling af Norwegians ansøgninger.