Om flygtninge fra Syrien
Svardato: 9. oktober 2013
Tom Behnke (KF)
Hvilken betydning forventer ministeren det vil få for antallet af asylansøgninger fra personer fra bestemte områder i Syrien, at Flygtningenævnet har annonceret, at alle ansøgere fra bestemte områder i Syrien vil få opholdstilladelse, uden at ansøgningen vil blive vurderet individuelt og konkret?
Justistsminister (Morten Bødskov)
Jeg har noteret mig, at der efter Flygtningenævnets opfattelse fortsat ikke
er grundlag for at meddele asyl til alle asylansøgere fra Syrien, men at visse
områder i Syrien nu er så hårdt ramt af konflikten, at personer, der kommer fra
disse områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte
tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb
omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.
Personer fra disse områder opfylder derfor betingelserne for at få asyl efter
udlændingelovens § 7, stk. 2.
Som det fremgår af Flygtningenævnets pressemeddelelse om praksisændringen, vil der fortsat skulle ske konkret og individuel vurdering i alle sager, herunder for at fastlægge om ansøgeren kommer fra et område i Syrien, der er omfattet af praksisændringen. Det vil endvidere bl.a. skulle vurderes om ansøgeren er udelukket fra at få asyl i Danmark, f.eks. fordi vedkommende udgør en sikkerhedstrussel, jf. udlændingelovens § 10.
Det er ikke min opfattelse, at praksisændringen – der alene kan antages at få betydning i et forholdsmæssigt mindre antal sager – vil få væsentligt betydning for antallet af syrere, der rejser til Danmark.