Hjælpemenu

Hovedmenu

Om personer på danske dagpenge, som opholder sig i EU/EØS-landene

Besvaret § 20-spørgsmål

Jakob Engel-Schmidt (V)

Vil ministeren bedes bekræfte, at ministeren ikke har været opmærksom på problemet med, at EU/EØS-lande ikke har underrettet danske A-kasser i forbindelse med personer på danske dagpenge, som opholder sig i EU/EØS-landene, og ej heller har foretaget den fornødne kontrol, før denne spørger stillede spørgsmål til ministeren herom?

Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen) 

Ingen kan være i tvivl om, at denne regering er optaget af spørgsmålet om EU-borgeres brug af sociale ydelser i Danmark. Det har jeg også haft lejlighed til at understrege over for den ansvarlige EU-kommissær på området.

Regeringen lancerede desuden i marts 2014 fem initiativer, der bl.a. handler om at styrke kontrollen med opfyldelse af det gældende bopælskrav på dagpengeområdet, at indføre krav om hyppige samtaler i jobcentret for dagpengemodtagere med kort tilknytning til det danske arbejdsmarked samt at oprette en særlig kontrolenhed, der skal skærpe kontrollen med oplysninger om EU/EØS-borgere.

Regeringen arbejder målrettet på at sikre øget kontrol, så der ikke er nogen, der modtager sociale ydelser med urette. Jeg vil gerne understrege, at dagpengemodtagere, både danskere og EU-borgere, efter min opfattelse selvfølgelig skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – og at det skal have konsekvenser, hvis man ikke lever op til rådighedsforpligtigelsen.

Som jeg har oplyst om i min besvarelse af spørgsmål nr. 400 (alm. del) fra Folketingets Beskæftigelsesudvalg, har a-kasserne ikke pligt til særskilt at registrere og indberette underretninger fra udenlandske myndigheder vedrørende medlemmer, der har taget dagpengene med til et andet EU/EØS-land i op til 3 måneder. A-kasserne har heller ikke pligt til særskilt at registrere rådighedsvurderinger, der måtte følge af underretninger fra myndighederne i andre EU/EØS-lande.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i forbindelse med besvarelsen af hhv. BEU-spørgsmål 400 og 401 (alm. del) foretaget en høring i a-kasserne, og på den baggrund er jeg blevet oplyst om antallet af underretninger og sanktioner, som jeg finder lavt.

Derfor har jeg – som tidligere redegjort for – bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om i relevante EU-fora at sætte fokus på vigtigheden af, at der sker underretning fra opholdslandet i relevante tilfælde, samt undersøge mulighederne for at styrke registreringen i a-kasserne.

Hvad angår kontrol skal det bemærkes, at det følger af art. 64 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, at den arbejdsløse – herunder et medlem af en dansk a-kasse, der ønsker at tage dagpengene med til et andet EU/EØS-land i op til 3 måneder – skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvortil han rejser, underkastes den dér bestående kontrol og overholde de betingelser, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning.

Kontrollen af medlemmet i eksportperioden påhviler således den kompetente myndighed i opholdslandet, og jeg skal for god orden skyld henlede opmærksomheden på, at danske myndigheder ikke har mulighed for hverken at kontrollere eller give instrukser til andre landes myndigheder.