Hjælpemenu

Hovedmenu

Om de nye e-handelsregler om returret af varer

Besvaret § 20-spørgsmål
Svardato: 20. juni 2014

Jan E. Jørgensen (V)

Mener ministeren, at det er rimeligt, at de nye e-handelsregler om returret af varer, der er taget i brug, medfører, at det vil være netbutikkerne, der primært kommer til at bære et eventuelt
økonomisk tab?

Justitsministeren (Karen Hækkerup)

Jeg kan henvise til mine besvarelser af 20. november 2011 af spørgsmål nr. 3, 9 og 10 vedrørende forslag til lov om forbrugeraftaler (L 39 fra 2013), som vedlægges.

Som det bl.a. fremgår heraf, tilsigter forbrugeraftalelovens bestemmelser at skabe en rimelig balance, således at forbrugeren reelt kan fortryde et fjernsalgskøb, men at den erhvervsdrivende samtidig kompenseres, såfremt varen måtte være blevet udsat for en værdiforringelse.

Det bemærkes endvidere, at det i første omgang vil være den erhvervsdrivende, der skal foretage en vurdering af værdiforringelsen med henblik på at fradrage det pågældende beløb i købesummen. Forbrugeren vil i de tilfælde, hvor varen har været brugt og som følge heraf været udsat for en værdiforringelse, ikke have krav på at få den fulde købesum tilbage. Den erhvervsdrivende vil i disse tilfælde kunne beholde et beløb svarende til
værdiforringelsen.

Jeg mener på denne baggrund ikke, at der er grundlag for at antage, at den nye forbrugeraftalelov vil føre til øget økonomisk tab for erhvervsdrivende, der driver internethandel.