Om EU's nyligt vedtagede tobaksvaredirektiv
Jacob Ellemand-Jensen (V)
Hvorledes agter regeringen at implementere EU's nyligt vedtagede tobaksvaredirektiv i dansk lovgivning, herunder et eventuelt forbud mod løs snus?
Minister for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)
Rådets og Europa-Parlamentets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling,
præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter blev offentliggjort
i Den Europæiske Unions Tidende den 29. april 2014. Der forestår derfor nu et
større lovforberedende arbejde med henblik på at gennemføre
tobaksvaredirektivets bestemmelser, heriblandt direktivets artikel 17 om tobak,
der indtages
oralt, i dansk lovgivning.
Idet opmærksomheden henledes på, at et lovforslag senest vil skulle fremsættes i folketingssamlingen 2015-16 med henblik på, at de nødvendige love og administrative bestemmelser træder i kraft den 20. maj 2016, kan jeg oplyse, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke har taget stilling til den konkrete gennemførelse af det nye tobaksvaredirektiv.