Om hvilke konsekvenser det har for husdyrene, der spiser genmodificerede sojabønner
Svardato: 28. maj 2014
Per Clausen (EL)
Mener ministeren, at det er forsvarligt, at Danmark fortsætter med at stemme for godkendelse af genmodificerede sojabønner, selv om forskere fra Norges Arktiske Universitet har fundet store mængder Round Up rester i genmodificeret soja og danske forskere fra DCA i Århus har opfordret til undersøgelser af, hvilke konsekvenser det har for husdyrene, der spiser genmodificerede sojabønner sprøjtet med Round Up, at stoffet kan påvirke dyrenes mikroorganismer i mave-tarmsystemet og ændre optaget af mineraler fra foderet?
Fødevareminister (Dan Jørgensen)
Som anført i mit svar på spørgsmål S 1525 falder problemstillingen om restindhold af pesticider i foder ind under EU’s pesticid-regler.
Fødevarestyrelsen har derudover oplyst følgende:
”Fødevarestyrelsen kan oplyse, at det er korrekt, at der i en norsk undersøgelse blev påvist rester af glyphosat i sojabønner fra genmodificeret glyphosat-tolerant soja, men ikke i ikke-genmodificerede sojabønner. Indholdet af glyphosat på omkring 3 mg/kg var dog langt under den gældende EU-grænseværdi på 20 mg/kg, og indholdet må dermed anses som sundhedsmæssigt acceptabelt. Fødevarestyrelsens kontrol af foder på det danske marked tyder i øvrigt ikke på, at f.eks. sojaskrå fremstillet af genmodificeret soja indeholder mere glyphosat end andre gængse fodermidler som f.eks. foderkorn.”
På den baggrund er det min opfattelse, at der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt grundlag for, at Danmark modsætter sig godkendelsen af nye typer af genmodificeret glyphosattolerant soja eller af soja med tolerance over for andre pesticider.