Om ophævelse af fredningen af bramgæs for en afgrænset periode
Svardato: 11. april 2014
Esben Lunde Larsen (V)
Hvad er ministerens holdning til at ophæve fredningen af bramgæs for en afgrænset periode i efteråret, så jægere kan regulere bestanden i Skjern Enge, hvor bramgæs har en endog særdeles skadelig virkning på markernes afgrøder, og ifald fredningsbestemmelsen er EU-relateret, hvad er ministerens holdning så til at arbejde på via EU at få fredningsbestemmelsen midlertidig ophævet?
Miljøminister (Kirsten Brosbøl)
Min holdning er, at den eksisterende mulighed i bekendtgørelsen om vildtskader, hvorefter man på visse betingelser kan opnå dispensation fra Naturstyrelsen til at regulere f.eks. bramgæs, hvis de gør skade på markafgrøder, er et godt værktøj til at håndtere de bramgæs, der gør skade på markafgrøder – når det ikke lykkes ejeren af den pågældende mark at bortskræmme dem.
Der kan ikke generelt åbnes for jagt eller lignende bestandsregulerende tiltag på bramgæs, da bramgæs er omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 5, hvoraf det fremgår, at der kun må indføres jagttid på arter, der er nævnt i bilag 2. Bramgåsen fremgår ikke af dette bilag.
Der er mig bekendt ikke aktuelle planer i EU om at revidere direktivets bilag, hvilket i givet fald vil indebære en ændring af hele direktivet.