Om begrænsning i fradrag for EU-borgere bosiddende i Danmark
svardato: 7. april 2014
Dennis Flydtkjær (DF)
Hvilke initiativer vil ministeren tage for at begrænse EU-borgeres mulighed for at benytte kørselsfradraget til at få en meget lav skattebetaling?
Skatteminister (Morten Østergaard)
Debatten om befordringsfradraget og overvejelser om, hvorvidt der skal tages initiativ til ændringer på området bør ske på et oplyst grundlag.
Eventuelle begrænsninger af befordringsfradraget skal i medfør af EU-reglerne gælde generelt og kan ikke målrettes personer med bopæl udenfor Danmark. EU-borgere, som påtager sig arbejde i Danmark, skal derfor kunne anvende befordringsfradraget på lige fod med danske arbejdstagere. Det er naturligvis vigtigt, at EU-borgerne arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår, og at skatten betales.
Hvis befordringsfradraget begrænses, kan det således få betydning for alle arbejdstagere på det danske arbejdsmarked, uanset om de har deres sædvanlige bopæl indenfor eller udenfor landets grænser, og det vil have negative incitamentseffekter på arbejdsudbuddet, ikke mindst for personer, der har bosat sig langt fra deres arbejdsplads, bl.a. i Danmarks yderkommuner.
Fradragsreglerne giver en vis kompensation for de udgifter, en arbejdstager kan have ved at have opretholdt en bopæl i hjemlandet og have udgifter til transport mellem arbejdslandet og den sædvanlige bopæl. Der vil næppe være arbejdstagere, der påtager sig et arbejde alene på grund af befordringsfradraget.
Som med alle andre fradrag er vi dog også meget optagede af, at det ikke misbruges eller benyttes uretmæssigt, og jeg vil derfor undersøge, om de teoretiske eksempler, vi har hørt om i medierne, har rod i virkeligheden, og om der er utilsigtet anvendelse af befordringsfradraget.
Jeg kan endvidere oplyse, at SKAT har fokus på området. Borgere med store befordringsfradrag udsøges i et vist omfang med henblik på, at borgerne skal dokumentere, at de er berettiget til fradraget.