Om at få ophævet blokaden mod Gaza
Svardato: 11. oktober 2013
Christian Juhl (EL)
Hvilke skridt vil ministeren tage med henblik på at få ophævet blokaden mod Gaza og stoppe den kollektive straf mod Gazas befolkning?
Udenrigsminister (Villy Søvndal)
Jeg vil under mit besøg i Israel i næste måned tage den uholdbare situation for Gazas befolkning op med den israelske regering. Danmark har imidlertid ikke mulighed for på egen hånd at sikre, at forholdene for befolkningen i Gaza normaliseres, da situationen i forhold til Gaza og dens befolkning grundlæggende er afhængig af en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina og herunder en afklaring af magtforholdene i Gaza.
Regeringen arbejder derfor i EU-kredsen overordnet for, at de aktuelle fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina vil føre til et resultat, der indebærer den nødvendige samlede fredsløsning mellem Israel og Palæstina, som også vil føre til en normalisering af forholdene for befolkningen i Gaza. Herudover arbejder vi i Bruxelles på at sikre, at EU aktivt - også i den nuværende forhandlingsfase mellem Israel og Palæstina - forfølger enhver anledning til over for Israel at presse på for at lette på de omfattende restriktioner i forhold til Gaza.