Om befordringsfradrag til arbejdstagere fra andre EU-lande
Mai Mercado (KF)
Synes ministeren, at det er rimeligt, at arbejdstagere fra andre EU-lande kan opnå et befordringsfradrag, der rækker helt til hjemlandet, og dermed kan sikre et månedligt fradrag på knap 9.000 kr., hvis de blot holder weekend i landet tre gange, og er det en udvikling, der bekymrer ministeren?
Skatteminister (Morten Østergaard)
Baggrunden for, at der gives fradrag for transport til og fra arbejde, er ønsket om, at arbejdstagerne skal være mobile og påtage sig arbejde, selvom arbejdet ligger langt fra bopælen. Alle arbejdstagere på det danske arbejdsmarked, der transporterer sig mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, kan således få fradrag for den del af kørslen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det gælder, uanset om de har deres sædvanlige bopæl indenfor eller udenfor landets grænser. Det synes jeg principielt er fornuftigt og til gavn for Danmark og det danske arbejdsmarked.
Hvis befordringsfradraget begrænses, vil det i medfør af EU-reglerne skulle gælde generelt og kan ikke målrettes personer med bopæl udenfor Danmark. Et loft over befordringsfradraget vil således meget hurtigt også ramme de arbejdstagere, der pendler langt indenlands for at komme på arbejde.
Ved et fradragsloft på eksempelvis 75.000 kr. – svarende til at man har 150 km til og fra arbejde og tager fradrag for 200 arbejdsdage – vil omkring 9.000 personer få beskåret kørselsfradraget. Heraf vil omkring 1.600 personer have bopæl uden for Danmark.
Hertil kommer, at en begrænsning af befordringsfradraget generelt vil have en negativ effekt på arbejdsudbuddet, fordi færre vil have lyst til at påtage sig arbejde langt fra bopælen. Når det er sagt, så vil der næppe være arbejdstagere, der påtager sig et arbejde alene på grund af befordringsfradraget.
SKAT har fokus på området. Borgere med store befordringsfradrag udsøges i et vist omfang med henblik på, at borgerne skal dokumentere, at de er berettiget til fradraget.
Jeg vil nu undersøge, om de teoretiske eksempler, vi har hørt om i medierne, har rod i virkeligheden, og om der er utilsigtet anvendelse af befordringsfradraget. Det er vigtigt, at debatten om befordringsfradraget sker på et oplyst grundlag.