Om rumænske indsatte, der månedligt kan sende et beløb svarende til en månedsløn i hjemlandet retur
Svardato: 21. marts 2013
Karsten Lauritzen (V)
I forlængelse af indslaget om rumænske indsatte, der månedligt kan sende et beløb svarende til en månedsløn i hjemlandet retur, i TV2 Nyhederne kl. 19 den 13. marts 2014 finder ministeren det så rimeligt og hensigtsmæssigt, at denne praksis er mulig?
Justitsminister (Karen Hækkerup)
Reglerne om vederlag i de danske fængsler gælder alle uanset nationalitet. Dette har jeg ingen planer om at ændre på.
Det er derimod regeringens opfattelse, at udvisningsdømte så vidt muligt ikke skal afsone deres straf i danske fængsler, men i deres hjemlande.
Som led i aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2013-2016, som regeringen i efteråret 2012 indgik med Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, er der taget en række initiativer netop med det formål at sikre, at flest mulig udvisningsdømte udlændinge overføres til afsoning i hjemlandet i stedet for at afsone deres straf her i landet.
Justitsministeriet har i den forbindelse etableret en særlig Task Force Hjemsendelse, der skal sikre, at indsatsen for at overføre udenlandske indsatte til afsoning i hjemlandet er hurtig og effektiv. Den styrkede indsats har medført en markant stigning i antallet af udlændinge, der er overført til afsoning i hjemlandet. I 2013 blev det hidtil højeste antal kriminelle udlændinge således sendt til afsoning i hjemlandet, nemlig 34 mod 16 året før og 2 i 2011.
Derudover er der i dag etableret i alt 3 såkaldte udrejseafdelinger for udvisningsdømte indsatte i de lukkede fængsler bl.a. med det generelle formål at målrette indsatsen under afsoning til udvisningssituationen.