Hjælpemenu

Hovedmenu

Om artiklen »Lækket samtale: Kiev-snigskytter var angiveligt hyret af protestledere«

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 18. marts 2014

Nikolaj Villumsen (EL)

Vil udenrigsministeren i lyset af, at udenrigsministeren i Estland i en lækket samtale fortæller EU's udenrigsrepræsentant Ashton, at det måske er oppositionen, der har ansvaret for nedskydningen af demonstranter og betjente på Uafhængighedspladsen i Kiev, arbejde for, at der kommer en uafhængig undersøgelse af begivenhederne og volden på Maidan-pladsen i Ukraine?

Udenrigsminister (Martin Lidegaard)

Danmark støtter etablering af et uafhængigt panel i regi af Europarådet, der skal overvåge efterforskningen af vold og unødigt magtmisbrug under demonstrationerne. Det er positivt, at den nye ukrainske regering har meldt at ville samarbejde med Europarådet og OSCE. Fra dansk side har vi opfordret til, at den ukrainske regering iværksætter et transparent retsopgør i henhold til internationale standarder. Det gælder om at samle landet og genopbygge tilliden til myndigheder og politi i hele den ukrainske befolkning. I samarbejde med Europarådet er Danmark hovedsponsor på et projekt, der understøtter retsvæsensreform, herunder en ny lov om anklagemyndigheden, og Danmark er også gået ind med støtte til udsendelse af en OSCE-mission, der bl.a. har mandat til at kortlægge menneskerettighedskrænkelser og mindretalsforhold herunder i forbindelse med volden i Kiev.