Hjælpemenu

Hovedmenu

Om at tage problemerne for tamilerne op i Menneskerettighedsrådet i marts måned

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 27. februar 2014

Per Stig Møller (KF)

Agter udenrigsministeren at tage problemerne for tamilerne op i Menneskerettighedsrådet i marts måned?

Udenrigsminister (Martin Lidegaard)

Regeringen ser med stor alvor på menneskerettighedssituationen i Sri Lanka.

FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder offentliggjorde den 25. februar 2014 en rapport, som konkluderer, at Sri Lanka ikke har efterlevet opfordringerne fra FN’s Menneskerettighedsråd fra marts 2013 om bl.a. at gennemføre en national uvildig undersøgelse. Højkommissæren opfordrer derfor FN’s Menneskerettighedsråd til at etablere en international undersøgelsesmekanisme, som skal undersøge anklagerne om menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med borgerkrigens afslutning. Rapporten udtrykker endvidere bekymring for den generelle menneskerettighedssituation i Sri Lanka, herunder begrænsningen på journalister og menneskerettighedsforkæmperes ytrings- og forsamlingsfrihed, den stigende religiøse intolerance samt den fortsatte massive tilstedeværelse af millitæret i landet. Rapporten ventes at danne grundlag for Menneskerettighedsrådets drøftelse af Sri Lanka, når Rådet mødes igen i marts 2014.

Regeringen lægger vægt på, at der i forbindelse med den kommende samling i FN’s Menneskerettighedsråd sker en drøftelse af menneskerettighedssituationen i Sri Lanka, som jo også har afgørende betydning for tamilernes situation i landet.

Danmark vil tage situationen i Sri Lanka op i sit nationale indlæg og vil fortsat arbejde aktivt for at få de skyldige for de omfattende menneskerettighedskrænkelser stillet til regnskab. Gennem EU og FN vil Danmark arbejde aktivt for etableringen af en international undersøgelsesmekanisme som anbefalet i Højkommisærens seneste rapport fra den 25. februar 2014.