Hjælpemenu

Hovedmenu

Om vækst

Besvaret § 20-spørgsmål (S 313)

Svardato: 1. november 2012

Joachim B. Olsen (LA)

Er ministeren enig med den danske EU-kommissær, Connie Hedegaard, i hendes udtalelse i Information den 8. oktober 2012 om, at »hvis vi skal kunne skabe plads til den vækst, som af indlysende årsager er nødvendig nogle steder på kloden, er det måske ikke så skidt, hvis der kunne komme et paradigmeskift hos os i den materielt velstillede del af verden. Når nu ressourcerne er knappe, og når nu der er behov for vækst hos andre, kan vi så fortsætte med stadig større økonomiske vækstrater som det eneste ideal for os selv?«?

Erhvervs- og Vækstminister (Annette Vilhelmsen)

Jeg er enig med EU-kommissær Connie Hedegaard i, at der er behov for en global grøn omstilling. Forventningen om vedvarende høje og svingende ressourcepriser som følge af befolkningstilvækst og øget pres på de knappe ressourcer vil afstedkomme en række tilpasninger i økonomien.

I en dansk kontekst, er det for mig at se ikke nødvendigvis en modsætning til vækst. Regeringen har nedsat en række vækstteams, der skal se på hvordan vi udnytter vækstmulighederne inden for en række områder, hvor danske virksomheder har styrker og potentialer. Flere af disse kredser om, hvordan vi udnytter ressourcerne bedre, fx vækstteam for vand, bio og miljøløsninger, vækstteam for energi og klima og vækstteam for fødevarer.

Med den tiltagende ressourceknaphed vil det globalt set blive mere interessant at udvikle løsninger, der tager højde for ressourceproblemstillinger, fx løsninger relateret til vedvarende energi eller øget ressourceeffektivitet. Disse løsninger vil kunne gøre det muligt for de nye vækstøkonomier, at løfte sig op fra fattigdommen uden at lægge et umuligt pres på miljøet og naturen.

Vi skal så samtidig sørge for at få det bedste ud af den nødvendige grønne omstilling, så vores virksomheder kan sikre deres konkurrenceevne selvom ressourcepriserne stiger, og så vi kan skabe grøn vækst ud af den grønne omstilling ved at eksportere produkter og løsninger, vi er gode til i Danmark.