Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kvindekvoter

Besvaret § 20-spørgsmål (S 2009)

Svardato: 27. juni 2013

Jakob Ellemann-Jensen (V):

Kan ministeren oplyse, om Danmark indgår i gruppen af de 10 lande, der ifølge Financial Times har fremsat en erklæring, hvori landene fastslår, at de vil blokere for Kommissær Redings forslag om kvindekvoter?

Ministeren for ligestilling og kirke (Manu Sareen):

Jeg kan bekræfte, at Danmark er medunderskriver på en erklæring, som blev fremsat på EPSCO-rådsmødet den 20. juni 2013.

Af erklæringen fremgår, at landene i lyset af nærhedsprincippet, proportionalitetsprincippet, forskellige virksomhedsregler i medlemslandene og af hensyn til virksomhedernes ledelsesret ikke kan støtte direktivforslaget og helst ser problemstillingen håndteret i national ret.

Danmark har tilsluttet sig erklæringen i overensstemmelse med det mandat, som regeringen fik tilslutning til i Folketingets Europaudvalg den 7. juni 2013. Erklæringen skal endvidere ses i lyset af flertallet i Folketingets holdning til nærhedsprincippet.

Erklæringen vil sammen med referatet fra rådsmødet blive sendt til orientering til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Ligestillingsudvalg snarest.