Om indvandrere, der misbruger arbejdskraftens frie bevægelighed i EU til at få adgang til sociale ydelser
Svardato: 31. maj 2013
Kristian Thulesen Dahl (DF)
Vil ministeren redegøre for regeringens holdning til indholdet af et brev, som fire indenrigsministre fra Storbritannien, Østrig, Holland og England har sendt til EU med krav om, at EU skrider ind over for indvandrere, der misbruger arbejdskraftens frie bevægelighed i EU til at få adgang til sociale ydelser, omtalt i Jyllands-Posten den 2. maj 2013, og for, om regeringen aktivt vil støtte dette initiativ?
Justitsministeren (Morten Bødskov)
Storbritannien, Tyskland, Nederlandene og Østrig har i et fælles brev til det irske formandskab anmodet om, at spørgsmålet om misbrug af fri bevægelighed samt om den generelle adgang til velfærdsydelser drøftes på det kommende rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 6.-7. juni 2013. De fire lande har i en efterfølgende note præciseret, at man på rådsmødet særligt ønsker en drøftelse af spørgsmålet om svig og misbrug af den fri bevægelighed.
Regeringen støtter brevet fra de fire indenrigs- og justitsministre.
Uretmæssig adgang til velfærdsydelser kan føre til en uacceptabel belastning af vores sociale systemer og undergrave den folkelige opbakning til princippet om fri bevægelighed og EU-projektet som helhed.
Regeringen vil i en europæisk sammenhæng arbejde for at fremme forudsætningerne for at opretholde det nuværende danske system for velfærdsydelser, herunder SU.
Den fri bevægelighed er en grundpille i EU-samarbejdet, og ligebehandling af EU-borgerne er et helt centralt princip, som også kommer mange danskere til gode. Danmark støtter dette princip, men den fri bevægelighed må ikke føre til, at nogle personer uretmæssigt får adgang til velfærdsydelser.
Regeringen ser derfor frem til at få en drøftelse af emnet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6.-7. juni 2013. Det forventes, at denne drøftelse vil fokusere på svig og misbrug af den fri bevægelighed.
De fire lande har således præciseret, at de ønsker en åben og faktabaseret drøftelse af, hvordan man – inden for de gældende retlige rammer – kan håndtere misbrug af retten til fri bevægelighed.
Regeringen kan i den forbindelse støtte de fire landes forslag om, at Rådets strategiske arbejdsgruppe om immigration, grænser og asyl, SCIFA, fortsætter drøftelsen af, hvordan medlemslandene bedst kan forebygge og bekæmpe misbrug og svig.