Om grænseværdierne for dioxin og PCB i levere fra kvæg, fjerkræ, svin og får
Svardato: 17. april 2013
Mette Bock (LA)
Mener ministeren, at det er i overensstemmelse med god høringsskik, at man kun giver 3 dages høringsfrist hen over en weekend i forbindelse med høring om udkast til ændring af EU-grænseværdierne for dioxin og PCB i levere fra kvæg, fjerkræ, svin og får?
Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Mette Gjerskov)
Fødevarestyrelsen har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
”Når Fødevarestyrelsen sender EU-forslag ud med meget kort høringsfrist, skyldes det, at Fødevarestyrelsen typisk får de endelige dokumenter, som skal til afstemning, 14 dage før mødet. På de 14 dage skal Fødevarestyrelsen sende forslaget i høring, udarbejde notat til Folketinget og få notatet forelagt for Folketinget gennem Fødevareministeriets departement. Folketinget skal have notat om forslaget senest 8 dage før afstemningen.
I den konkrete sag forventes forslaget sat til afstemning den 17. april 2013 på mødet i Standing Commitee On the Food Chain and Animal Health.
Fødevarestyrelsen modtog forslaget uofficielt via Kommissionen torsdag den 4. april 2013 efter
arbejdstids ophør. Forslaget blev derefter lagt på høringsportalen fredag den 5. april 2013 før kl. 9 med høringsfrist mandag den 8. april 2013, kl. 10.
Høringsportalen har automatisk genereret en mail til interessenter på høringslisten lørdag den 6. april 2013, kl. 01.59, som skulle sikre, at interessenterne bliver opmærksomme på at høringen er offentliggjort.
I det konkrete tilfælde har det således ikke været praktisk muligt at give interessenter en længere høringsfrist.”
Jeg vil gerne understrege, at EU’s procedurer i denne type sager afspejler den situation i mange andre medlemslande, at der ikke foregår en demokratisk proces med høring og inddragelse af parlamenter. I Danmark har vi valgt – trods de meget korte frister- at forsøge at håndtere sagerne med så meget demokratisk inddragelse som muligt. Jeg har rejst problemstillingen overfor Kommissionen, men må konstatere at Danmark står temmelig alene med kravet.