Om forvaltningen af discardforbuddet
Svardato: 18. marts 2013
Esben Lunde Larsen (V)
Hvad er ministerens holdning til, at Danmarks Fiskeriforening frygter for, om forvaltningen af discardforbuddet kan være på plads med de regelændringer, der kræves, når de første forbud mod discard skal træde i kraft fra 1. januar 2014?
Ministeren for Fødevare, Landbrug og Fiskeri (Mette Gjerskov)
Vi er langt fremme i forhold til indførelsen af discardforbud i Skagerrak, som følge af aftalen mellem EU og Norge. Igennem hele forløbet har der været tæt og god dialog med Danmarks Fiskeriforening og øvrige interessenter. Kommissionens fremlagte forslag om discardforbud i Skagerrak skal i løbet af foråret forhandles med Parlamentet, og forventningen er, at der foreligger aftale inden sommerferien. I efteråret skal der så gennemføres forhandlinger med Norge om forhøjelse af kvoterne på baggrund af, at der nu ikke længere skal tages højde for discard.
Hvad angår reformforhandlingerne, så har vi endnu ikke set tekst fra Kommissionen på indførelse af discardforbud i EU. Den generelle indstilling fra Rådet fastlægger, at der med virkning fra 1. januar 2014 træder forbud mod discard i kraft for pelagiske arter samt for arter, der fiskes til industriformål. Gradvist udvides forbuddet så til flere arter pr. 1. januar 2015 og 2016. Østersølandene vil formentlig gå hurtigere frem, jf. den indgåede aftale mellem Østersølandene.
Interessenterne vil naturligvis lig arbejdet med Skagerrak fortsat blive inddraget i det videre arbejde med indførelse af discardforbud i EU. En tæt dialog er helt central for, at vi får fastsat en regulering, der fungerer mest hensigtsmæssigt, både for fiskere og administratorer.