Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Rumænien og Bulgariens medlemskab af Schengen

Besvaret § 20-spørgsmål (S 1210)

Svardato: 14. marts 2013 

Pia Adelsteen (DF) 

Mener ministeren, at kravene fra EU, som vurderes opfyldt af Rumænien og Bulgarien i forhold til medlemskab af Schengen, er for dårlige, når Bulgarien er under opsyn af Europarådet på grund af korruption og problemer med retssystemet, vil ministeren i bekræftende fald tage dette op med Kommissionen og/eller Rådet, og vil ministeren i benægtende fald begrunde det? 

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Det følger af den protokol, der er tilknyttet EU-tiltrædelsesakten for Bulgarien og Rumænien, at Rådet afgør, hvornår den indre grænsekontrol i forhold til de to medlemsstater ophæves. Denne afgørelse kan først træffes, når det i overensstemmelse med de relevante Schengenevaluerings- procedurer er sikret, at Bulgarien og Rumænien fuldt ud lever op til det regelsæt, der gælder for Schengen-lande.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 9.-10. juni 2011 vedtog Rådet konklusioner om afslutning af evalueringen af Bulgariens og Rumæniens gennemførelse af Schengen-reglerne. Det fremgår af rådskonklusionerne, at betingelserne for, at Rådet kan træffe afgørelse om at ophæve den indre grænsekontrol mellem Bulgarien/Rumænien og de øvrige Schengen-lande, er opfyldt. 

Regeringen finder, at et land, der lever op til betingelserne for optagelse, bør optages i det fulde Schengen-samarbejde. Det bemærkes, at Folketinget den 19. september 2011 gav den daværende fungerende regering mandat til at tilslutte sig en ophævelse af grænsekontrollen mellem Bulgarien og Rumænien og de øvrige Schengen-lande. 

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. marts 2013 orienterede formandskabet om status for Bulgariens og Rumæniens fulde optagelse i Schengen-samarbejdet.