Hjælpemenu

Hovedmenu

Om udviklingsbistanden

Besvaret § 20-spørgsmål (S 1142)

Svardato: 25. februar 2013

Jakob Ellemann-Jensen (V)

Er det i overensstemmelse med regeringens ambitionsniveau, at EU's udviklingsbistand i form
af European Development Fund (EDF) og Development Cooperation Instrument (DCI)
undervejs i budgetforhandlingerne blev beskåret med 6,3 mia. euro, når man sammenligner det
endelige resultat med Kommissionens oprindelige udspil?

Begrundelse:
Ifølge hjemmesiden euractiv.com blev EU's overordnede budgetramme 2014-2020 beskåret
med 6,34 pct., når man sammenligner det endelige resultat med Kommissionens oprindelige
udspil. Undervejs i forhandlingerne blev European Development Fund (EDF) og Development Cooperation Instrument (DCI) beskåret med henholdsvis 10,1 pct. og 16 pct., hvilket i alt giver en samlet besparelse på 6,3 mia. euro på EU's udviklingsbistand

Minister for udviklingsbistand (Christian Friis Bach)

Det væsentlige er at sammenligne Det Europæiske Råds beslutninger med det gældende EU-budget - ikke med Kommissionens oprindelige budgetforslag. Det har hele tiden været klart, at
Kommissionens forslag ikke ville ligge i nærheden af det endelige resultat. Det har været den
danske regerings forhandlingslinje, at Kommissionens budgetforslag var for højt. Denne holdning er blevet bakket op i Folketinget, herunder af partiet Venstre.

Der er ikke tale om en besparelse, men om en beslutning i Det Europæiske Råd om, at det
eksterne EU-budget skal stige med 3,4% i perioden 2014-2020 i forhold til i dag. Midlerne til
Den Europæiske Udviklingsfond, som ligger uden for budgettets kategori 4, vil ligeledes stige
med 0,7% i perioden 2014-2020. Det er et tilfredsstillende resultat i lyset af, at det samlede
budget er blevet beskåret.

Det Europæiske Råd har truffet beslutning om den samlede ramme for kategori 4 i EU-budgettet om de eksterne relationer. Fordelingen af midlerne indenfor kategori 4 til de enkelte poster - herunder midler til instrumentet for udviklingssamarbejde (DCI) - kan først finde sted i den kommende tid.