Hjælpemenu

Hovedmenu

Om fyringsbrænde skal omfattes af forsyningssikkerhedsafgiften

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 29. januar 2013

Eva Kjer Hansen (V)

Vil ministeren redegøre for, hvilken del af hans korrespondance med Europa-Kommissionen, der har fået ministeren til at tro, at også fyringsbrænde skulle omfattes af forsyningssikkerhedsafgiften?

Holger K. Nielsen (SF)

Det fremgår af Energiaftale 2012, at der skal pålægges en forsyningssikkerhedsafgift på al rumvarme, dvs. rumvarme fra såvel fossile brændsler som biomasse. Afgiftsgrundlaget for biomasse er nyt og skal godkendes af Europa-Kommissionenfør den endelige ikrafttrædelse. Afgiften skal derfor udformes under hensyn til EU´s diskriminations- og statsstøtteregler.

Erfaringen fra arbejdet med andre nye afgifter, herunder fedtafgiften, er, at et væsentligt kriterium for en godkendelse er, at afgiften udformes så bredt og ensartet som muligt. Skatteministeriet er i øjeblikket i gang med at undersøge afgiftsgrundlaget for forsyningssikkerhedsafgiften og vil i den forbindelse også kontakte Europa-Kommissionen for at drøfte den nærmere afgrænsning af afgiften.