Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Danmarks anerkendelse af Palæstina og Nordcyperns Tyrkiske Republik

Besvaret § 20-spørgsmål (S 690)

Svardato: 19. december 2012

Søren Espersen (DF)

Vil udenrigsministeren oplyse, hvorfor Danmark på den ene side har opgraderet/anerkendt Palæstina, mens man ikke har taget skridt til at opgradere/anerkende TRNC – Nordcyperns Tyrkiske Republik/Turkish Republic of Northern Cyprus, og vil udenrigsministeren forklare, hvad det er, der gør, at TRNC ikke lever op til de krav, der normalt stilles, førend Danmark skrider til opgradering/anerkendelse?

Udenrigsministeren (Villy Søvndal)

Regeringen støtter alle bestræbelser frem mod en forhandlet to-statsløsning mellem Israel og Palæstina, der kan sikre, at en levedygtig palæstinensisk stat og Israel eksisterer side om side i fred og sikkerhed. For regeringen er den danske ja-stemme i FN´s Generalforsamling den 29. november 2012 til Palæstinas opgraderede status i FN en naturlig fortsættelse af vores støtte til en to-statsløsning og til den igangværende palæstinensiske statsopbygning. Regeringen har ikke anerkendt Palæstina, men vil fortsat i tæt samarbejde med de øvrige EU-lande arbejde aktivt for at skabe de rette politiske forhold for en anerkendelse af staten Palæstina.

Danmark etablerede diplomatiske forbindelser med republikken Cypern ved landets selvstændighed i 1960. Siden 1974 har den nordlige del af Cypern været besat, hvorfor den cypriotiske regering ikke kan udøve faktisk kontrol over hele republikkens territorium. I 1983 erklærede den besatte del sig som 'Turkish Republic of Northern Cyprus' (TRNC). Ingen lande ud over Tyrkiet har anerkendt TRNC.

Republikken Cyperns manglende faktiske kontrol med en del af sit territorium har ingen betydning i forhold til Danmarks fortsatte anerkendelse af republikken Cypern.

Det er regeringens opfattelse - på linje med den generelle holdning blandt EUlandene - at Cypern-problemet skal løses gennem forhandlinger mellem de relevante parter inden for FN-rammen.