Om brandsikkerhedsudstyr
Svardato: 13. december 2012
Nikolaj Villumsen (EL):
Er ministeren på baggrund af de mangelfulde EU-regler, der har gjort 12 københavnske brandfolk syge, enig i, at Beredskabsstyrelsen bør stå for at finde egnet brandsikkerhedsudstyr?
Forsvarsministeren (Nick Hækkerup):
Lad mig starte med at slå fast, at sikkerheden og arbejdsmiljøet for brandfolk skal være i orden. Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at det er tilfældet, og reglerne om arbejdsmiljøet ligger hos Arbejdstilsynet.
Jeg kan ikke kommentere på de omtalte EU-regler, da de hører under Arbejdstilsynet.
Kommunerne har imidlertid altid mulighed for at henvende sig til Beredskabsstyrelsen for at få råd og vejledning i forhold til indkøb af nyt sikkerhedsudstyr. Beredskabsstyrelsen arbejder i øvrigt på at intensivere samarbejdet i Logistisk Koordinationsudvalg, hvor de kommunale redningsberedskaber og Beredskabsstyrelsen allerede nu samarbejder og koordinerer på bl.a. materielområdet.
Med aftalen om redningsberedskabet i 2013-2014 gennemføres et udvalgsarbejde med henblik på at udarbejde et oplæg til en grundlæggende strukturændring af det samlede redningsberedskab. Jeg finder det naturligt, at problemstillingerne omkring egnet sikkerhedsudstyr indgår i dette arbejde.