Om en ankesag i Flygtningenævnet

Svardato: 5. december 2012

Inger Støjberg (V) 

Når det af Kristeligt Dagblad den 23. oktober i år fremgår, at en 21-årig afghaner ved en ankesag i Flygtningenævnet har fået tilkendt asyl, fordi han er konverteret til kristendommen, er det en ændring af den hidtidige praksis, og når asylchefen i Dansk Flygtningehjælp, Eva Singer, siger til Kristeligt Dagblad, at hun »ser afgørelsen som et principielt nybrud i dansk asylpolitik«, er ministeren så enig med asylchefen i dette?

Justitsministeren (Morten Bødskov)

 Af min besvarelse af Integrationsudvalgets spørgsmål nr. 58, som er sendt til udvalget den 19. november 2012, fremgår det bl.a., at Flygtningenævnet har oplyst følgende om praksis:

”Flygtningenævnet har i to afgørelser vedrørende kristne konvertitterfra Afghanistan i februar og april 2012 meddelt afslag på asyl til de pågældende og i den forbindelse blandt andet udtalt, ”at det for en person som ansøgeren, der er født og opvokset som muslim i et udpræget muslimsk land, ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af hans fremtidige liv som kristen, at han offentligt demonstrerer sit religiøse tilhørsforhold. Nævnet finder, at det må være muligt for ansøgeren, hvis han undgår at udstille sig selv som kristen, at leve i fred i Afghanistan med sin kristne overbevisning.”

Flygtningenævnet har efterfølgende besluttet at genoptage behandlingen af sagerne. I begge sager har nævnet nu givet ansøgerne asyl.

I grundlaget for nævnets fornyede overvejelser i de pågældende sager er blandt andet indgået et brev af 1. maj 2012 fra UNHCR omfortolkning af Flygtningekonventionen. Endvidere er indgået principperne i EU-Domstolens præjudicielle afgørelse af 5. september2012 (C 71/11 og C 99/11).

Flygtningenævnet har i afgørelsen i den ene af de to sager blandt andet udtalt, at religionsfrihed er en grundlæggende frihedsrettighed,og at det ikke kan kræves, at en asylansøger, for at undgå problemer i hjemlandet som følge af ansøgerens religiøse overbevisning, skalskjule eller hemmeligholde sin religiøse overbevisning. 

Denne retsopfattelse og præcisering af nævnets praksis i sager af den pågældende karakter har nævnets formandskab og koordinationsudvalg mere generelt givet udtryk for i et brev af 25. oktober 2012 til en række biskopper, hvor nævnet blandt andet har tilkendegivet følgende:”.. alle asylsager afgøres efter en konkret vurdering, hvor det afgørende er, om ansøgeren må anses for at være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til sit hjemland. Det kan i den forbindelse oplyses, at det efter nævnets opfattelse i sager om konversion ikke bør indgå som et element i afgørelsen, at ansøgeren kan henvises til at skjule sin tro ved en tilbagevenden til hjemlandet.”

Ifølge Flygtningenævnet er nævnets udtalelse om, at det i sager om konversion ikke bør indgå som et element i afgørelsen, at ansøgeren kan henvises til at skjule sin tro ved en tilbagevenden til hjemlandet, således udtryk for en præcisering af nævnets praksis. Jeg finder på den baggrund ikke, at der er tale om et ”principielt nybrud i dansk asylpolitik”.