Hjælpemenu

Hovedmenu

Om inddrivelse af bøder hos udenlandske bilister

Besvaret § 20-spørgsmål (S 590)

Svardato: 10. november 2011

Henning Hyllested (EL)

Hvilke kommentarer har ministeren til henvendelsen fra Aro Preben Rasmussen fra Esbjerg om dansk politis manglende inddrivelse af bøder hos udenlandske bilister, der her i landet overtræder færdselsloven, jf. TRU alm. del. bilag 33?

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Jeg kan henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 14 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Det fremgår bl.a. af besvarelsen, at bøder for færdselsovertrædelser som det helt klare udgangspunkt søges opkrævet på stedet, eventuelt i forbindelse med tilbageholdelse af køretøjet.

Af besvarelsen fremgår endvidere, at bødeforelæg til borgere i de nordiske lande fremsendes i medfør af ”Aftale mellem de nordiske landes politimyndigheder om politisamarbejde”, og at denne aftale også anvendes i forbindelse med fremsendelse af sager fra automatisk trafikkontrol (ATK).

Endelig fremgår det, at Rigspolitiet for tiden er i færd med at udarbejde et sæt retningslinjer vedrørende forfølgning af sager om udlændinges hastighedsoverskridelser i Danmark. Disse retningslinjer forventes bl.a. at henstille til politikredsene, at de skal forfølge de sager, hvor personer, der er bosiddende i andre EU-lande, begår grovere hastighedsoverskridelser.