Hjælpemenu

Hovedmenu

Om afskaffelse af toldkontrollen ved den dansk-tyske grænse vil begrænse indsmuglingen af afgiftspligtige varer til Danmark

Besvaret § 20-spørgsmål (S 531)

Svardato: 16. november 2011

Torsten Schack Pedersen (V)

Mener ministeren, at en afskaffelse af toldkontrollen ved den dansk-tyske grænse vil begrænse indsmuglingen af afgiftspligtige varer til Danmark?

Skatteministeren (Thor Möger Pedersen)

Lad mig indledningsvis slå fast, at toldkontrollen ved de danske grænser bestemt ikke er afskaffet.
Toldkontrolopgaven bliver som udgangspunkt løst med en fast bemanding på 142 årsværk, der med udgangspunkt i en risikovurdering gennemfører stikprøvekontroller ved den indre og ydre grænse.

Den forrige regerings aftale af 11. maj 2011 om permanent toldkontrol indebar en styrkelse af grænsekontrollen og etablering af fysiske anlæg ved den dansktyske grænse. Den aftale er nu annulleret og de 50 årsværk, der den 2. juli 2011 blev tilført opgaven med kontrol på selve grænsestregen, er overført til andet arbejde med bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Opgaven løses nu af fleksible mobile enheder, der primært opererer som baglandspatruljer med indsatser i det at grænsenære område ved både den indre og den ydre grænse.

Fokus er rettet mod ulovlig indførsel af narkotika, våben, biler, punktafgiftspligtige varer, forfalsket og indførselsforbudt medicin samt udførsel af store pengebeløb mv.

Toldkontrol omfatter udover egentlig grænsekontrol også fysisk varekontrol og kontrol af varemærker. SKAT foretager en risikovurdering, således at toldkontrollen ud fra de foreliggende ressourcer fører til de bedste resultater.

Styrkelsen med 50 årsværk fastholdes i Finansloven for 2012.