Om rabat på EU-kontingentet
Svardato: 7. november 2011
Pia Adelsten (DF)
Hvad er ministerens holdning til ideen om, at Danmark bør have rabat på sit EUkontingent, ligesom en række andre lande har det?
Finansministeren (Bjarne Corydon)
Danmark betaler i dag et uforholdsmæssigt højt bidrag til EU’s budget i forhold til sammenlignelige lande. Det skyldes ikke mindst, at Danmark i høj grad betaler til at finansiere andre velhavende landes rabatter. Det er udtryk for en negativ særbehandling af Danmark, som ikke er acceptabel.
Regeringen så gerne andre landes rabatter afskaffet, men erkender at dette ikke er realistisk. Kommissionens forslag til et nyt rabatsystem udgør et godt forhandlingsgrundlag. Det reducerer den samlede rabatmængde og fastlægger rabatter i forhold til købekraft i landene. Det er positivt og kunne ved en gennemførelse bringe Danmark tæt på at få reduceret sit bidrag til andre landes rabatter med 1 mia. kr., og dermed løse Danmarks problem på indtægtssiden. Men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at rabatlandene vil acceptere at få beskåret deres rabatter. Så længe det er forhandlingsbilledet, vil regeringen stå fast på en korrektion på 1 mia. kr. årligt til Danmark.