Om den europæiske arrestordre
Svardato: 15. august 2012
Hans Christian Schmidt (V)
Hvilke kommentarer har ministeren til artiklen »Hevet af flyet i Island og smidt i fængsel i Slovakiet«, der blev bragt i Berlingske Tidende den 16. juli 2012, 1. sektion, side 6, hvilke initiativer agter ministeren i den forbindelse at tage, og er ministeren enig i, at den europæiske arrestordre bør tages op til revision?
Morten Bødskov (S)
Spørgsmålet drejer sig om behandlingen af en konkret sag vedrørende en navngiven person og kan derfor ikke besvares inden for de rammer, der gælder for besvarelse af spørgsmål stillet efter § 20 i Folketingets Forretningsorden.
Det bemærkes i øvrigt, at det fremgår af artiklen, at den pågældende blev anholdt på Island på baggrund af en international efterlysning fra de slovakiske myndigheder og efterfølgende udleveret til retsforfølgning i Slovakiet.
Justitsministeriet kan i den forbindelse pege på, at Island ikke er medlem af Den Europæiske Union, og at sager om udlevering af personer til retsforfølgning fra Island til Slovakiet ifølge ministeriets oplysninger ikke behandles efter reglerne i EU-rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.
Jeg finder bl.a. på den anførte baggrund ikke anledning til at iværksætte nærmere initiativer i anledning af sagen.
Der henvises i øvrigt til den samtidige (fortrolige) besvarelse af spørgsmål nr. 995 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.