Om udsivning af giftige stoffer til overfladevand
Svardato: 25. juni 2012
Henrik Høegh (V):
Mener ministeren, at der er et hul i jordforureningsloven, når der ikke er nogen, som har ansvar for udsivning til overfladevand, i og med at ansvaret for lossepladserne og jordforurening i forbindelse med jordforurening af grundvand ligger i regionalt regi og vandløbene i kommunalt regi?
Miljøministeren (Ida Auken):
Regionerne har i dag ansvaret for at kortlægge alle jordforureninger (herunder gamle lossepladser).
Grundvand er et af de prioriterede indsatsområder i jordforureningsloven. Det betyder, at regionerne systematisk skal undersøge og foretage de nødvendige afværgeforanstaltninger over for jordforureninger (herunder game lossepladser), der påvirker grundvand, som ligger i områder med drikkevandsinteresser. Udgangspunktet for regionernes prioritering af indsatsen i forhold til beskyttelse af grundvandet er en række fastsatte krav til grundvandets indhold af forureningsstoffer.
Regionerne har i dag mulighed for at foretage en indsats over for jordforurening, der alene påvirker overfladevand, hvis tungtvejende hensyn til menneskers sundhed eller miljøet taler herfor, også selvom der er tale om påvirkning af et kommunalt vandløb. Loven lægger dog ikke op til en systematisk indsats overfor disse forureninger, og derfor arbejder Miljøministeriet lige nu på et lovforslag, der skal give mulighed for systematisk at løse problemer med gamle jordforureninger i forhold til overfladevand.