Om udsivning af giftige stoffer til overfladevand.
Svardato: 25. juni 2012
Henrik Høegh (V):
Når artikler i Ingeniøren fra den 8.-13. juni 2012 indikerer, at der foregår udsivning af giftige stoffer til overfladevand, vil ministeren så redegøre for ministerens holdning til, at vi ikke overholder EU's vandrammedirektiv, når vi lader giftige stoffer ramme Danmarks overfladevand?
Miljøministeren (Ida Auken):
Vandplanerne trådte i kraft den 22. december 2011 og er en del af implementeringen af vandrammedirektivet. I henhold til vandrammedirektivet er målet som udgangspunkt, at overfladevand skal have opnået god tilstand med udgangen af 2015, dog senest i 2027. I det omfang, at en hidtil ukendt jordforurening, f.eks. i form af udsivning fra gamle, nedlagte lossepladser, eventuelt udgør en væsentlig miljøbelastning af et vandområde, skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå dette.