Om vandrende arbejdstageres rettigheder
Svardato: 6. juni 2012
Johanne Schmidt-Nielsen (EL):
Er det fortsat Danmarks holdning, at man ikke ønsker at ratificere den (reviderede) Europæiske Socialpagt og sikre vandrende arbejdstageres rettigheder og dermed følge henstillingen i den seneste rapport fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI)?
Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen):
Danmark har ratificeret Socialpagten fra 1961. Danmark afrapporterer således årligt om opfyldelse af pagtens bestemmelser, ligesom vi deltager i arbejdet i Regeringskomitéen, som er en del af pagtens overvågningsmekanisme.
Spørgsmålet om sikring af vandrende arbejdstageres rettigheder rejses af Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) i den seneste rapport i forhold til Socialpagtens artikel 19, som Danmark ikke har ratificeret.
Baggrunden herfor er, at artiklen indeholder bestemmelser, hvis rækkevidde er usikker. Det gælder blandt andet i forhold til bestemmelserne om familiesammenføring og skatteforhold, som ikke vurderes at harmonere med den måde, hvorpå vi i Danmark har valgt at sikre rettigheder for de vandrende arbejdstagere.