Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kritikken fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI)

Besvaret § 20-spørgsmål (S3376)

Svardato: 1. juni 2012

Johanne Schmidt-Nielsen (EL): 

Hvad agter ministeren at foretage sig i anledning af kritikken fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI), som i sin seneste rapport om Danmark kritiserer, at Danmark ikke gør nok for at integrere flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet?

Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen):

Regeringen har i sit regeringsgrundlag sat sig et ambitiøst mål om, at 10.000 flere nydanskere skal i beskæftigelse inden 2020. Det mål indgår også i regeringens 2020-plan ”Danmark i arbejde – Udfordringer for dansk økonomi mod 2020”.
For at nå målet om bedre arbejdsmarkedsintegration arbejder regeringen blandt andet med en række reformer af fx førtidspension og fleksjob, kontanthjælp samt en integrationsreform. Endvidere har regeringen et markant fokus på uddannelse, og det er min overbevisning, at et af de afgørende elementer, i forhold til at sikre bedre integration på arbejdsmarkedet, er, at flere unge med anden etnisk baggrund kommer i gang med en uddannelse.
Jeg er ved besvarelsen gået ud fra, at spørgsmålet er stillet i henhold til punkt 65-67 i ECRI-rapport om Danmark (4. monitoreringsperiode), som blev offentliggjort den 22. maj 2012.