Om en kvotemodel for kvinder i bestyrelser
Svardato: 23. maj 2012
Fatma Øktem (V):
Hvad vil ministeren konkret gøre for, at EU ikke i fremtiden gennemtvinger en kvotemodel for flere kvinder i bestyrelser?
Ministeren for ligestilling og kirke (Manu Sareen):
EU-kommissionen har ikke fremsat forslag om at indføre en europæisk
kvotemodel for flere kvinder i bestyrelser.
EU-kommissionen har den 8.
marts 2012 iværksat en høring, hvor medlemslande og øvrige interessenter har
mulighed for at give input til, hvordan man mest hensigtsmæssigt øger kvinders
repræsentation. Høringen vil løbe frem til d. 28. maj 2012, hvorefter
Kommissionen vil tage stilling til mulige videre foranstaltninger ift., hvordan
andelen af kvinder i bestyrelser øges.
Den danske regering har den 14.
maj 2012 sendt en besvarelse af høringen til EUkommissionen.
I besvarelsen
beskrives den danske regerings holdning til, hvordan man mest hensigtsmæssigt
fremmer flere kvinder i ledelser og bestyrelser.
Den danske regering har
i besvarelsen gjort det klar, at vi mener, den danske model for flere kvinder i
ledelse, som blev præsenteret den 3. maj 2012, indeholder passende og
tilstrækkelige foranstaltninger til at adressere den kønsmæssige ubalance i
bestyrelser, som vi håber, også Kommissionen vil lade sig inspirere af. Denne
model er ikke en kvotemodel, men en model, der gennem lovgivning bl.a.
forpligter de 1100 største virksomhederne til selv at sætte måltal for det
underrepræsenterede køn i bestyrelsen og årligt redegøre for status i
årsrapporten. Samtidig forpligter modellen virksomhederne til at udarbejde en
politik for at øge antallet af det underrepræsenterede køn i virksomhedens
ledelsesniveauer generelt.
Regeringens finder det vigtigt, at de enkelte
virksomheder er med til at fremme en mere balanceret kønsmæssig sammensætning i
både bestyrelser og i ledelse generelt og dermed lige muligheder for begge køn.
Samtidig lægger regeringen vægt på, at der er fleksibilitet for virksomhederne,
og at der ikke sker unødige indgreb i virksomhedernes ledelsesret.
I
høringssvaret beskrives de konkrete elementer i den danske model for flere
kvinder i ledelse. Regeringens høringssvar er tillige sendt til Folketingets
Ligestillingsudvalg og Europaudvalg til orientering.
Regeringen vil
forholde sig til eventuelle konkrete initiativer fremsat af Kommissionen efter
høringen, når disse foreligger.