Om EU's budget for perioden 2014-2020

Pia Adelsteen (DF):

Hvis Danmark i forhandlingerne om EU's budget for perioden 2014-2020 ikke opnår den rabat på 1 mia. kr. – om året, vel at mærke – som indgår i finansieringen af regeringens 2020-plan, vil regeringen så nedlægge veto ved afstemningen om EU's budget?

Finansministeren (Bjarne Corydon):

Mange tak, mange tak for spørgsmålet. Må jeg ikke starte med at understrege, for det skal man jo benytte enhver god lejlighed til, at de principielle synspunkter, der ligger bag den danske regerings ønske om en EU-rabat på 1 mia. kr., er så velbegrundede, at det er noget jeg tror samler meget bredt i Folketinget, og det tror jeg også gælder spørgeren. Det, der er tilfældet lige i øjeblikket, når man ser på tallene, er jo, at Danmark betaler andre velhavende landes rabatter. Altså, der er lande, som får rabatter på EU-budgettet via nogle forhandlingsforløb, der ligger tilbage i fortiden, og dem betaler vi så til – og det er ikke rimeligt.

Derfor har vi jo det synspunkt fra regeringens side, at ideelt set så vi gerne alle de her rabatter afskaffet som sådan. Det ville være den bedste løsning; den ville også være god for Danmark, for så skulle vi ikke betale til andre landes rabatter. Kan det ikke lade sig gøre, bør vi have en rabat på linje med de andre lande.

Det synspunkt har jeg, synes jeg selv, fremført med kraft på det uformelle Ecofin-møde i København den 30. marts, så vidt jeg husker, og det står vi fast på inden forhandlingsforløbet. Jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt nu at lægge sig fast på sådan et hypotetisk forløb i slutspillet af forhandlingerne. Jeg oplever, at der er forståelse for det danske synspunkt relativt bredt, og vi holder fast.

Pia Adelsteen (DF):

Når jeg nu har stillet spørgsmålet, er det jo set i lyset af, at den her sag startede med den tidligere regering – altså, det var jo tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, der kom med forslaget, eller i hvert fald fremførte det under VK-regeringen. Dengang lød der er en del kritik fra finansministerens eget parti, fra de nuværende regeringspartier, og bl.a. sagde statsministeren, at det ville være dybt uansvarligt at regne det ind i en 2020-plan. Det er også derfor, at spørgsmålet indeholder, hvad kan man sige, den nuværende regerings 2020-plan. SF's formand, den nuværende udenrigsminister, sagde på det tidspunkt, at det ville være funny money, og Dan Jørgensen nede fra Europa-Parlamentet mente, at det var fugle på taget, når man indregnede det i en 2020-plan, hvor man jo ikke var sikker på at få rabatten.

Det er faktisk derfor, jeg stillede spørgsmålet, for på daværende tidspunkt var hr. Claus Hjort Frederiksen meget klar i mælet og sagde til Ritzau: Hvis jeg skal sige det helt hardcore, så kræver budgettet enstemmighed.

Det er med min forståelse i hvert fald det samme som at sige: Jamen får vi ikke rabatten, nedlægger vi veto mod budgettet. Det er jo derfor, jeg spørger, efter at regeringen kom med 2020-planen sidste uge: Jamen er det funny money, vi snakker om? Altså, jeg er overbevist om, at den tidligere regering havde de samme argumenter, som den nuværende regering har.

Hvad er det, der gør, at man i sin 2020-plan er helt sikker på, at man kan få 1 mia. kr. nu, hvis man ikke direkte kan svare: Vi nedlægger veto over for budgettet, hvis vi ikke får pengene?

Finansministeren (Bjarne Corydon):

Jamen der er flere ting at sige til den udmærkede og interessante redegørelse, også for fortiden. Altså, den måde, vi laver 2020-planer på, er jo meget åben. Vi skitserer klart, at her er nogle opgaver, der udestår. Vi skal have den her EU-rabat hjem. Vi skal have begrænset forsvarets udgifter med 2 mia. kr., som den tidligere regering også lagde til grund. Vi skitserer meget tydeligt i planen, at det jo er opgaver, der skal løses, før pengene kan bruges. Det er det, vi kalder for et forsigtighedsprincip.

Uden at jeg sådan skal stå at kritisere min forgænger, synes jeg jo godt man kan diskutere, om det var den mest hensigtsmæssige forhandlingsstrategi fra dansk side at melde ud lang tid i forvejen, at man ville nedlægge veto i en hypotetisk situation. Jeg oplever, at vi er kommet ganske godt i vej med det danske synspunkt, altså den måde, vi har turneret det på. Jeg anser det for usandsynligt, at vi når i en situation, hvor 26 lande er enige om alt andet end en rabat til Danmark, som der i øvrigt er gode argumenter for.

Så er det for øvrigt sådan, at jeg ville skulle indhente et forhandlingsmandat fra Folketingets Europaudvalg, hvor jeg, tror jeg også, får fornøjelsen af spørgerens tilstedeværelse, når tiden oprinder og de sidste forhandlinger skal finde sted.

Pia Adelsteen (DF):

Men det, der bare undrer mig, er, at på daværende tidspunkt kunne man altså ikke indregne det i en 2020-plan. Altså, da VK-regeringen eksisterede, kunne man ikke regne pengene ind – de 1 mia. kr. – som en besparelse i en 2020-plan, som jo på samme måde, som den nuværende regering siger, var et mål, man skulle nå. For det er 2020-planen jo; det er jo ikke noget, der nødvendigvis er sket, men det er et mål. Det er jo det, jeg hører finansministeren sige: Det er et mål, det er nogle ting, som vi arbejder på, og det her skal lykkes frem til 2020.

På daværende tidspunkt var der en sønderlemmende kritik fra de nuværende regeringspartier, som sagde, at det her kunne man altså ikke, man kunne ikke regne det ind. Derfor synes jeg jo, at det var prisværdigt, at den daværende finansminister, hr. Claus Hjort Frederiksen, gik ud og sagde: Jamen det er alternativet, vi skal have den rabat, ellers må vi jo lade være med at stemme for budgettet.

Det er jo derfor, jeg spørger. Den 2020-plan, som blev lagt frem i sidste uge, indeholder en 1. mia. kr. i rabat fra EU. Hvad vil man gøre, hvis man ikke får den? Vil man så nedlægge veto? Det må være muligt at kunne få et ja- eller nejsvar.

Finansministeren (Bjarne Corydon):

Det gode ved de møder, vi har her om onsdagen, er jo, at man kan udrydde nogle misforståelser. Det er ikke min 2020-plan, der har to streger under facit – det var den tidligere regerings 2020-plan, hvor man på baggrund af nogle initiativer, som man jo ikke nåede at realisere, før man udskrev folketingsvalg og påstod, at nu havde man sat to streger under det her facit, mente, at de penge var hjemme. Der står det meget tydeligt i den 2020-plan, vi har udgivet, at der er nogle udestående opgaver, som skal realiseres, før pengene bruges. Der er ikke to streger under det facit, før den opgave er løst. Det siger vi sådan åbent og ligefremt, ud fra det, vi kalder for et forsigtighedsprincip. Det synes jeg egentlig er redeligt nok.

Så er det bare min vurdering af, hvordan man optræder klogest i EU-sammenhæng, at sådan et varsel om et veto fra Danmarks side på flere måneders afstand fra de endelige forhandlinger ikke er den klogeste måde at spille sine kort på. Men vi holder fast i vores synspunkt; jeg har gjort det meget klart gældende over for mine kollegaer, og det var bestemt mit indtryk, at det blev hørt.

Pia Adelsteen (DF):

Skal jeg så forstå finansministeren på den måde, at den 2020-plan, man har lagt frem, overhovedet ikke er holdbar, for der er bestemt ikke to streger under facit, og at det så bare er noget, man arbejder på?

Det var jo det, der var det helt konkrete ved den tidligere regerings 2020-plan, nemlig at det var det, der skulle komme ind. Netop i forhold til rabatten var man altså indstillet på at sige: Jamen vi stemmer altså ikke for budgettet, medmindre vi får rabatten. Men der har den nuværende regering altså bare tænkt sig at sige: Nu har vi fremlagt en plan, vi ved ikke helt, om den holder. Den er i øvrigt sendt en tur til EU, så de også kan kigge på den. Jeg tror, at hr. Jens Joel kaldte det for en vejrudsigt, og det er jo altid rart at få vejrudsigter.

Men det er jo fuldstændig ligegyldigt at sende noget, hvis man ikke helt bestemt kan sige, at det her skal man simpelt hen have. Er det kun forhandlingsstrategi, der gør, at man siger, at man ikke vil nedlægge veto over for budgettet? Synes regeringen, det er rimeligt, at vi skal betale den milliard kroner, hvis vi ikke får rabatten?

Finansministeren (Bjarne Corydon):

Næh, jeg synes ikke, det er rimeligt. Det har jeg også gjort gældende i enhver sammenhæng, senest her i dag. Det tror jeg i øvrigt vi er enige om, så på den måde står vi jo stærkt fra dansk side. Men jeg har, som det er fremgået, en anden vurdering af, hvordan man mest hensigtsmæssigt varetager sine interesser, og så har jeg en mere ligefrem måde at beskrive de økonomiske realiteter på end den tidligere regering. Og det har jeg tænkt mig at holde fast i, også fremadrettet.