Om rigtig EU-forfatning og en folkevalgt præsident

Svardato: 25. april 2012

Peter Skaarup (DF)

Hvad er statsministerens holdning til den EU-klub, som Tyskland har taget initiativ til med henblik på at lave en ny traktat, og hvorfor deltager Danmark i klubben, når f.eks. England, Irland og Sverige ikke er med i klubben idet sidstnævnte lande mener, at den skader EU-samarbejdet?

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt)

Det er jo lidt svært at kende forskel på de spørgsmål, der er stillet, så det vil muligvis også være svært at kende forskel på svarene. Men som jeg ser det, er der altså er tale om, at den tyske udenrigsminister personligt har taget et initiativ til at invitere nogle udvalgte udenrigsministre til at deltage i en helt uformel samtale om Europas fremtid. Det gør han på personlig basis. Blandt de inviterede er altså den danske udenrigsminister. Og helt ærligt synes jeg, at det er fint, at den danske udenrigsminister deltager i den uformelle diskussion.

EU står over for kæmpe udfordringer. Når vi bliver inviteret til at deltage og give vores holdning til kende om EU's udfordringer, synes jeg, at det er rigtigt, og jeg synes også, at det er en rigtig varetagelse af Danmarks interesser, at Danmark siger ja tak til en sådan invitation og sætter os ned og taler med kolleger fra andre lande. Og det er det, udenrigsministeren gør.

Peter Skaarup (DF):

Som jeg nævnte tidligere, er det jo sådan, at regeringen siger – og det er nok også rigtigt – at regeringen har meget travlt, fordi Danmark er formand for EU i øjeblikket og skal udnytte vores muligheder, det siger sig selv.

I den forbindelse synes jeg bare, at det virker dybt underligt, at Danmark prioriterer et initiativ, som vækker uro hos en del af de andre EU-lande. Det er jo ikke sådan noget, der kommer ud af den blå luft. Altså, statsministeren siger, at det er den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, der personligt har taget et initiativ, men hvis det kommer til fakta, er det jo sådan, at det tyske udenrigsministerium på sin hjemmeside har en meget omfattende plan om, hvordan de vil køre det her arbejde frem, og har meget store ambitioner – det ved vi traditionelt er sådan fra tysk side, og fra fransk side, i øvrigt – på vegne af de europæiske lande i retning af, at vi skal blive stadig mere integrereede, og at nationalstaterne ikke skal have så meget at have sagt, og at de nationale parlamenter ikke skal have så meget at have sagt som hidtil.

Det giver sig bl.a. udslag i, at finansministeren, Wolfgang Schäuble fra CDU, netop siger: Det her var første runde i hele diskussionen om europagten og den yderligere integration i EU, der ligger omkring den. Nu er vi i gang med anden runde, og det er altså de ambitioner, Tyskland har på vores alle sammens vegne og vil bruge sådan nogle møder til, møder, som Danmark så beredvilligt stiller op til. Vores udenrigsminister har tænkt sig at møde op, først her i april måned og senere i maj måned, når der skal være møde i den her gruppe, stadig væk under det danske formandskab.

Som sagt kan det godt være, at det er regeringens politik at drive tingene i den retning, men jeg savner et svar fra statsministeren på, hvad vi så lige skal sige til lande, der af gode grunde er utilfredse med, at Danmark er valgt ud som et land, der altså nu arbejder for mere union, anderledes kan man jo ikke forstå det, hvorimod England, Sverige og Irland, som vi normalt samarbejder tæt med, ikke er med og er sure.

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt):

Jeg tror ikke, at der er så mange, der er i tvivl om Danmarks holdning til de her spørgsmål. Vi mener ikke, at det, EU har behov for, er institutionelle reformer. Vi mener ikke, at svaret på den økonomiske krise er et institutionelt svar. Vi mener tværtimod, at det, Europa har brug for, er finanspagten, men også, at medlemslandene selv reformerer – det er et af svarene – sådan at vi kan få gang i vores vækst og beskæftigelse igen. Det har vi sagt utrolig mange forskellige steder.

Jeg tror også, at de fleste er klar over, at det er en mærkesag for Danmark, at vi holder sammen på de 27 lande. Det har vi i hvert fald sagt rigtig mange gange, nemlig at vi netop holder sammen på de 27 lande. I den forbindelse er jeg simpelt hen nødt til at sige, at det jo ikke er sådan, at det er unormalt, at lande mødes i mindre grupper, det er faktisk helt normalt. Og jeg synes, at det er nyttigt, når nogle lande mødes, at Danmark også har mulighed for at give vores mening til kende. Og det er jo dybest set det, det handler om.

Fokus på sidste møde var, hvordan man kan effektivisere samarbejdet i EU, og i hvilken retning EU skal udvikle sig. Og for mig at se er det naturligt, at Danmark, hvis vi bliver inviteret til det, deltager i en sådan debat. Og jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, hvor Danmark står i de her spørgsmål.

Peter Skaarup (DF):

Nej, det er der måske ikke nogen der er i tvivl om i regeringen, men jeg tror, at der er nogen, der er i tvivl om det ude blandt borgerne. Jeg tror, at borgerne er i tvivl om, om regeringen virkelig arbejder for, at de traktater, vi har nu, og det samarbejde, der ligger nu, er de vedtægter, der er, og så skal man ikke gå videre, eller om regeringen ønsker noget andet og mere med EU.

Vi ved jo godt fra mange diskussioner, at forskellige danske regeringer sjældent har sagt nej til noget, der er kommet fra EU, når det gælder traktater. Tværtimod ender de her diskussioner ofte med, at der skal laves en forfatning eller en traktat eller en pagt, som betyder, at man stille og roligt skærer skiver af pølsen, eller hvad man kan sige, til fordel for Bruxelles, altså skærer af dansk selvstændighed og lægger magten over til Bruxelles. Sådan har det været igennem årene, og sådan vil det formentlig være fremover, hvis Danmark ikke er på det hold, der bremser op.

Så er spørgsmålet, om vi bremser op. Det er derfor, jeg gerne vil spørge statsministeren igen, for jeg synes ikke, at statsministeren svarede på det: Hvis der nu kommer en invitation fra en anden klub, som vil noget helt andet end den tyske udenrigsminister, altså vil i retning af mere selvstændighed for landene, vil i retning af, at det måske ikke er svaret på nutidens udfordringer, at vi fjerner selvstændighed fra de nationale parlamenter, altså en klub f.eks. bestående af England og Irland, kommer til Danmark og siger, at nu er det den vej, vi skal gå, møder vi så også op her under det danske formandskab og siger: Ja, vi vil gerne diskutere det?

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt):

Jeg skal gøre ordføreren opmærksom på, at Irland er et euroland, at de altså er længere inde i integrationen, end Danmark er, og er et andet sted, end Danmark er, men lad det nu være.

Jeg kan ikke tage stilling til hypotetiske møder og hypotetiske invitationer til møder, som vi ikke kender noget til, med andre lande. Jeg kan simpelt hen ikke tage stilling til det. Og jeg synes ikke, at man kan drive politik på den måde.

Det, jeg kan tage stilling til, er, at den tyske udenrigsminister afholder et møde på en uformel basis, hvor den danske udenrigsminister er blevet inviteret. Det er ikke noget, vi har taget initiativ til, det er noget, vi er blevet inviteret til. Og der mener jeg at det er fuldstændig, som skal være, nemlig at vi varetager danske interesser ved at møde frem og ved, at vores udenrigsminister deltager i en debat med kolleger fra andre lande.

Det mener jeg er det, vi normalt gør, og jeg tror ikke, at der er nogle, der er tvivl om, hvor Danmark står i denne forbindelse. Vi mener ikke, at der er et institutionelt svar på de udfordringer, vi står over for. Den økonomiske krise skal primært løses af medlemslandene selv, og vi er optaget af, at de 27 lande holdes sammen så meget, som overhovedet muligt. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om den holdning, og jeg synes, at det er fint, at den danske udenrigsminister deltager i drøftelsere med andre europæiske lande.

Peter Skaarup (DF):

Det er altid fint at få nye indtryk og deltage i diskussioner, men spørgsmålet er bare, hvor det fører hen. Jeg tror ikke, at man behøver at kigge ret meget på de tyske holdninger til mere integration, som i øvrigt også er franske holdninger, i EU og til, hvem der skal bestemme her, for at finde ud af, at målet er meget klart. Målet er en rigtig, folkevalgt præsident for EU og så en forfatning. Det er målet for det tyske arbejde.

Man kan gå ind på det tyske udenrigsministeriums hjemmeside og finde den omfattende plan for, hvordan den tyske regering på alle kanaler vil skubbe til en større diskussion om Europa; man vil invitere journalister og prøve at få dem til måske at skrive det rigtige til Tyskland osv. Man har en masse gode planer.

Det, jeg siger her, er så bare, at her er Danmark altså med, og er det ønskeligt, når vi ved, at nogle af de lande, som traditionelt har været skeptiske over for integration, står uden for – Irland, Sverige, selv om Irland rigtigt nok er med i euroen, er deres befolkning dybt skeptisk og har flere gange stemt imod mere EU, det er statsministeren godt bekendt med? Så der er problem, hvis man siger, at man vil holde sammen på de 27 lande, for der er altså nogle af de lande, vi normalt er sammen med, eksempelvis England, som ikke er med i det samarbejde.

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt):

Jeg har lidt svært ved at forstå konsekvensen af hr. Peter Skaarup synspunkt her. For betyder det, at når vi får en invitation til at deltage i en samtale, at vi så skal sige nej på forhånd? Altså, jeg kan ikke kan ikke helt forstå, hvordan det skulle være dygtig dansk interessevaretagelse.

Vi har en tysk udenrigsminister, som personligt har taget initiativ til til at tale med andre EU-lande, og som også har inviteret den danske udenrigsminister. Er det så ikke naturligt at tage afsted? Jeg kan afsløre, at jeg har talt med kansler Merkel, også om ting, som ligger ud over den strenge dagsorden, også ting, der vedrører i Europa fremtid. Det er da naturligt, at vi på alle planer i regeringen diskuterer Europas fremtid og indgår i de her debatter.

Konsekvensen af ordførerens synspunkt ville jo være, at man sagde nej tak, altså at man ikke ville deltage i samtaler med andre lande, f.eks. Tyskland, om de her spørgsmål. Og jeg mener ikke, at det er god interessevaretagelse for Danmark. Jeg synes, at det er fint, at den danske udenrigsminister er blevet inviteret. Alle kender vores holdning til de her spørgsmål, og det er da fint, at vi også har mulighed for at gøre vores holdninger gældende og indgå i en samtale med andre europæiske lande om de her spørgsmål.