Hjælpemenu

Hovedmenu

Om at EU vedtager sanktioner mod Ungarn

Besvaret § 20-spørgsmål (S 2804)

Svardato: 10. maj 2012

Finn Sørensen (EL) :

Vil ministeren forklare, hvordan Danmark som EU-formandsland kan forsvare,
at EU vedtager sanktioner mod Ungarn for at bryde budgetreglerne og samtidig
ser gennem fingre med, at Grækenland på bl.a. Kommissionens anbefaling
bryder de grundlæggende faglige rettigheder, bl.a. ved at tilsidesætte overenskomster
og nedsætte mindstelønnen?

Økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager):

Det er en vigtig prioritet for det danske formandskab at sikre en implementering
af det reformerede fælles regelsæt for økonomisk samarbejde i EU. Det
skal fremme EU-landenes gennemførelse af finanspolitisk konsolidering og
strukturreformer og dermed bidrage til at genopbygge tilliden til de europæiske
økonomier og bringe Europa ud af gældskrisen og ind i en mere positiv udvikling
med øget vækst og jobskabelse.

I forhold til Ungarn har Rådet den 13. marts vedtaget en beslutning om en
delvis suspendering af Ungarns forpligtelsesbevillinger under samhørighedsfonden
som en konsekvens af, at Ungarn ikke levede op til henstillingen under
proceduren for uforholdsmæssigt store underskud og samtidig vedtaget en ny
henstilling. Suspenderingen vil blive ophævet, når Ungarn gennemfører den
nye henstilling, hvilket åbner mulighed for, at midlerne kan udbetales alligevel.
Der er således tale om en konditionalitet (og ikke sanktioner), som giver Ungarn
et incitament til at efterleve de fælles regler og rette op på landets offentlige
finanser.

I forhold til Grækenland har Rådet, hvor kun eurolandene har stemmeret, vedtaget
såkaldte pålæg (skærpede henstillinger) med krav om omfattende finanspolitiske
stramninger, i sammenhæng med ydelsen af lån fra eurolandene
til Grækenland. De omfattende finanspolitiske stramninger er nødvendige for,
at Grækenland kan løse sine meget store økonomiske problemer, herunder de
store underskud og den høje gæld. Den konkrete gennemførelse af specifikke
tiltag til sikring af de finanspolitiske stramninger er Grækenlands ansvar inden
for de rammer den græske lovgivning giver mulighed for.
Det danske formandskab prioriterer implementeringen af EU’s økonomiske
regler, herunder de konkrete beslutninger ift. Ungarn og Grækenland.