Hjælpemenu

Hovedmenu

Om nye regler i EU's Pesticidforordning

Besvaret § 20-spørgsmål (S 2648)

Svardato: 27. marts 2012

Jacob Jensen (V)

Hvad er ministerens opfattelse af Miljøstyrelsens manglende information om nye regler i EU's Pesticidforordning, der trådte i kraft 14. juni 2011, hvorefter det blev forbudt at opbruge lagre af en række sprøjtemidler, hvilket dog først blev kendt med bekendtgørelse nr. 188, som blev offentliggjort februar 2012?

Miljøministeren (Ida Auken)

Det er oplyst, at spørgsmålet er stillet med henvisning til artikel i Landbrugsavisen i uge 11 med overskriften "Miljøstyrelsen glemte at informere om ulovlige sprøjtemidler".

Jeg kan oplyse at Miljøstyrelsen nu har informeret om de nye regler og betydning af disse kan nu læses på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Miljøstyrelsen havde på et møde i det daværende Bekæmpelsesmiddelråd den 17. maj 2011 og på et informationsmøde om pesticidforordningen den 31. maj 2011 informeret interessenterne, herunder Videncentret for Landbrug og Landbrug & Fødevarer, om betydningen af de nye regler.

Men Miljøstyrelsen burde, som de skriver på hjemmesiden, også have bragt en nyhed på hjemmesiden mst.dk og udsendt mere generel information til landbruget i forbindelse med, at de nye EU-regler trådte i kraft.

Miljøstyrelsen havde dog først en endelig liste over produkterne i december 2011 i forbindelse med at bekendtgørelsen blev sendt i høring i januar 2012.