Om endelig beslutning om iværksættelse af vandplanerne
Svardato: 31. oktober 2011
Erling Bonnesen (V)
Vil regeringen, inden der træffes endelig beslutning om iværksættelsen af vandplanerne, sikre, at der foretages en samlet samfundsøkonomisk beregning af konsekvenserne ved gennemførelse af vandplanerne i sin helhed?
Finansministeren (Bjarne Corydon)
Til besvarelse af spørgsmålet er der indhentet bidrag fra Miljøministeriet, som oplyser følgende:
Regeringen vil vedtage vandplaner med udgangspunkt i de foreliggende udkast, som den tidligere VK-regering har udarbejdet, men med de tilpasninger, der er åbenlyst nødvendige og hensigtsmæssige efter den allerede foretagne offentlige høring. Der vil ske en opdatering af de økonomivurderinger, som lå til grund for den tidligere regerings beslutning i forbindelse med Grøn Vækst og udkast til vandplaner, herunder især økonomiske konsekvenser for erhvervet og staten.
En samlet samfundsøkonomisk analyse med henblik på at opgøre alle gevinster og tab ville fordre værdisætning af de natur- og miljømæssige gevinster, hvilket ikke foreligger. Dette er ikke foretaget, da Danmark er forpligtet af vandrammedirektivet til at nå bestemte mål. Der fokuseres derfor i implementeringen primært på at sikre en omkostningseffektiv indsats og en rimelig fordeling af byrden.”
Jeg henholder mig til Miljøministeriets svar.