Om recession og stigende arbejdsløshed i EU
Svardato: 15. marts 2012
Per Clausen (EL)
Vil ministeren i EU foreslå, at de 80 mia. kr., der ligger passivt hen i EU’s strukturfonde, øjeblikkeligt aktiveres i investeringer, der kan øge beskæftigelsen, eller føres tilbage til EU-landene, så de her kan reducere behovet for nedskæringer og fyringer eller bruges til investeringer i nye arbejdspladser?
Finansministeren (Bjarne Corydon)
Kommissionen skønner, at der ved udgangen af 2011 var ca. 82,3 mia. euro (ca. 612 mia. kr.) under strukturfondene, der endnu ikke var fordelt til specifikke projekter.
Regeringen er ikke enig i, at disse midler kan siges at ”ligge passivt hen”. Det er en naturlig konsekvens af den måde strukturfondsmidler programmeres og fordeles på, at en betydelig del af midlerne for perioden 2007-13 ikke var fordelt til specifikke projekter ved udgangen af 2011.
Desuden skal det understreges, at EU-budgetmidler først opkræves af medlemslandene efterhånden, som der er behov for at afvikle betalinger. Der er derfor også af denne grund ikke tale, om at udestående strukturfondsmidler ”ligger passivt hen” i EU.
Regeringen er naturligvis enig i, at EU’s strukturfondsmidler skal anvendes mere effektivt og støtter derfor op om de tiltag, der er taget i Det Europæiske Råd. Som resultat heraf vil en del af de midler, der endnu ikke er fordelt til konkrete projekter under Socialfonden blive målrettet til at støtte unge i de EU-lande, der har den højeste ungdomsarbejdsløshed med henblik på fremme jobtræning og beskæftigelse.
Regeringen støtter imidlertid ikke, at strukturfondsmidlerne ”øjeblikkeligt aktiveres”, hvis der herved forstås en fremrykning af strukturfondsmidler. Dette ville i øvrigt kræve en revision af EU’s flerårige finansielle ramme, hvilket kræver enstemmighed i Rådet – og indebære en forhøjelse af Danmarks bidrag til EU’s budget i 2012. Regeringen støtter heller ikke, at strukturfondsmidler føres tilbage til medlemslandene, hvilket ligeledes ville kræve en revision af den flerårige finansielle
ramme.