Om gennemførelse af vandplanerne
Svardato: 31. oktober 2011
Erling Bonnesen (V)
Vil regeringen acceptere store samfundsøkonomiske tab, som konsekvens af at store produktionsarealer ikke længere kan dyrkes, når vandplanerne gennemføres i sin helhed over nogle år?
Finansministeren (Bjarne Corydon)
Til besvarelse af spørgsmålet er der indhentet bidrag fra Miljøministeriet, som oplyser følgende:
Regeringen vil vedtage vandplaner med udgangspunkt i de foreliggende udkast, som den tidligere regering har udarbejdet, med de tilpasninger, der er åbenlyst nødvendige og hensigtsmæssige efter den allerede foretagne høring.
Spørgeren lægger til grund, at der vil være ”store samfundsøkonomiske tab, som konsekvens af store produktionsarealer ikke længere kan dyrkes, når vandplanerne gennemføres i sin helhed over nogle år”. Dette stiller regeringen sig uforstående overfor. Der har ikke i forarbejdet foretaget under den tidligere regering fremgået udtagning af store produktionsarealer. Gennemførelse af vandplanerne vil kun berøre landbrugsarealerne i beskedent omfang. Danmark er forpligtiget til at nå bestemte miljømål i henhold til vandrammedirektivet. I forbindelse med fastlæggelse af de konkrete initiativer til opnåelse af målene, er både omkostninger og miljøeffekter vurderet. En egentlig analyse af samfundsøkonomiske gevinster eller tab forudsætter, at gevinster i form af natur- og miljøeffekter indregnes på linje med f.eks. tab ved udtagning af produktionsarealer. En sådan analyse er ikke foretaget.”
Jeg henholder mig til Miljøministeriets svar.